Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

efi nder sig en times kørsel herfra. Vi aftaler at mødes derhjemme og sammen
køre på sygehuset, som allerede er blevet adviseret.
Mens jeg samler mig sammen og pudser næse, møder jeg sekretærernes
medlidende blikke; ‘møgkællinger’, tænker jeg og er allerede på det tidspunkt
klar over, at dem må vi tage os af senere, for hvorfor havde de ikke
opdaget de høje sukkerværdier og endda med hele to prøver? De kunne have
sparet Victor for i hvert fald de sidste tre ugers ydmygende oplevelser.
“Mor, skal vi så ikke på Burger King?”
Jeg tjekker uret og kalkulerer med tiden;
“Selvfølgelig skal vi det – det kan vi godt nå.”
Lægen mumler noget om, at det nok ikke er så god en idé, men jeg affærdiger
ham med, at det har jeg lovet min søn. Jeg afslår også tilbudet om at
ringe efter en taxa, da vi har parkeret bilen lige overfor ved rådhuset. Jeg
afviser lægens kejtede trøstende gestus; den kan jeg ikke bruge til noget.
Ti minutter efter sidder Victor glad og upåvirket og guffer sin Burger King-
menu i sig med pommes frites, Coca-Cola og hele ‘svineriet’. Han er med på,
at vi bagefter skal “en tur omkring Skejby Sygehus, hvor der er eksperter”,
som jeg nok så pædagogisk har forberedt ham på. Vi ved endnu ikke præcis,
hvad der venter os, men jeg forsøger at virke normal og ikke skræmme Victor
med min panik. Heldigvis er han en klog og fornuftig dreng, og han stoler på
mig, så det har jeg bare at fortsætte med at leve op til.
Victor snakker ubekymret og tager en slurk af sin cola; min kønne dejlige og
sunde dreng, med sin humor og store retfærdighedssans. Hvad vil der ske nu?
Min dybe kærlighed til min søn og min frygt for det ukendte blandes sammen
til en helt konkret og skarp smerte i brystet.
Lige nu her på Burger King lader vi som om, at alt er ved det gamle; jeg har
brug for at vænne mig til tanken, og en stakket stund endnu hager jeg mig
fast i mit kendte verdensbillede.
De to timer der går, inden vi lader os indrullere i sygehussystemet, er en
underlig gråzone, hvor jeg føler, at vi er helt alene med en frygtelig hemmelighed.
11