Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

Sidste år er længe siden
Jeg opdager, at der igen er kommet masser af farver på Victors tegninger.
Victor har altid været masseproducent af fl otte tegninger – ofte med tekst
til. De kommer faktisk i en lind strøm, men jeg ser nu, at de uhyggelige sorte
monstre med halshuggede hoveder og dræbervåben er erstattet af mere farvestrålende
og glade fi gurer.
En morgen lige efter hans niårs fødselsdag, da jeg vækker ham overbevist
om, at han nok som altid er lidt søvndrukken, overrasker han mig ved i en
hurtig bevægelse at slå dynen til side og sætte sig op.
“Jeg er frisk som en havørn.”
Det var den bedste melding, jeg længe har fået.
Victor får nu mod på nye udfordringer og beslutter sig til at skifte til det
fritidshjem, hvor de fl este af hans klassekammerater går. Jeg oplever ham
pludselig som meget mere social og kontaktsøgende, og det gør mig utroligt
glad.
Men også lidt ked af det, for her i det berømte bakspejl kan jeg jo se, at han,
længe inden diabetesen blev konstateret, har været mærket af den. Op til
et år før faktisk – når jeg tænker efter – var han indesluttet og nogle gange
lidt svær ‘at nå’.
Han var meget følsom over for støj og undgik større forsamlinger. Ofte var
meldingen, at han ikke gad deltage i fødselsdage og lignende, og min søster
havde også på et tidspunkt bemærket, at han var svær at få kontakt med.
Som om han havde trukket sig lidt ind i sig selv.
Han har kæmpet for bare at overleve; derfor har der ikke været overskud til
noget som helst andet.
Dét gør ondt, for jeg føler, at vi måske skulle have opfanget den allerede der.
Vi kan ikke bruge disse selvbebrejdelser til noget, og Niels skælder mig ud,
når jeg nævner det. Den vil altid ligge der som en lille bitte næsten usynlig
sten i min sko, men den gnaver alligevel lidt en gang imellem.
På den anden side og til vores forsvar som forældre skal det siges, at Victor
altid har været lidt speciel og lidt ‘sin egen’.
Og man kan jo aldrig forudse, hvordan et menneske udvikler sig fra barn til
voksen rent mentalt.
Victor har nogle særlige evner, og fordi han opfører sig anderledes end gennemsnittet,
behøver man jo ikke fejle noget rent fysisk.
For eksempel overraskede han mig for et halvt års tid siden ved at spørge,
om jeg kunne give ham nogle ord, som han så ville udtale bagfra. Vi startede
i det små, og det udviklede sig til lange, indviklede ord. Jeg måtte have fat
45