Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

En galoperende kræft tog livet af den farverige og sprudlende kvinde, kort
før hun fyldte 71.
Victor spekulerer over, hvad farmor mon får at spise oppe i himlen.
Mad fylder forståeligt nok meget i hans hverdag, da kosten jo er den berømte
tredjedel sammen med insulin og motion, der udgør behandlingen og styringen
af hans diabetes.
Vi begynder så småt at kunne tage lidt mere afslappet på tallene. Victor selv
er meget ærekær og går stadig nogle gange helt i spåner, hvis tallet bevæger
sig lidt for højt op ad skalaen.
Så siger jeg noget i retning af:
“Rolig, Victor – lad os nu ikke gå i panik.”
“Jo. Gu’ fanden går jeg i panik, når den er over tyve…”
Det må vist være den Jensen’ske sorte humor, der her gør sig gældende.
Okay, tyve er også i overkanten, og vi bliver enige om et skud ‘rapid’ for lige
at slå det ned. Som vi har fået forklaret af lægen, kan tallet af uforklarlige
grunde nogle gange nå ‘helt op at ringe’ – og det er simpel biologi, som vi
ikke har indfl ydelse på. Den forklaring forsøger vi at holde fast i – og gentager
igen og igen for Victor.
Det ender med, at vi på et tidspunkt også selv godtager den…
Heldigvis sker det ikke så tit, og med tiden accepterer Victor også de små
afvigelser.
En aften ved sengetid. Victor har læst højt fra det sidste nye Anders And-
blad – fl ot og fl ydende som de sidste par år i øvrigt – og da vi har gennemgået
vores lille godnatritual med knus og den kærlige remse, kan jeg godt
høre, at der er noget mere, der ligger ham på sinde:
“Mor, du ved – den der mus, som blev kureret for diabetes – hvornår tror du,
at de kan gøre det på mennesker?”
Jeg skal love for, at han får det hele med. Det har netop været nævnt i pressen,
og altså ikke gået hen over hovedet på drengen.
“Ja altså,” svarer jeg, “man er jo langt fremme med forskningen, og det siges,
at der nok kommer til at gå en fem – seks år. Nok engang når du er lige så
gammel som fætter Michael (hans store idol).”
Et fi nurligt smil og stemningsskift:
“Jeg bliver aldrig ligeså gammel som fætter Michael.”
Simpelt nok – det er et spørgsmål om klar formulering.
“Nej selvfølgelig,” griner jeg og giver Victor et sidste knus den dag – “han vil
jo altid være seks år ældre end dig …”
Halleluja for humoren.
34