Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

“Ja, og så skal du nok bare have nogle små piller, og så er du OK igen,” er
mit første optimistiske bud denne morgen til min søn, mens jeg skruer låget
fast på reagensglasset.
Senere på dagen får vi det svar, at prøven var negativ. Nå.
Samme nat er den gal igen – og natten efter, og nu er det ikke længere kun
underbukserne; dyne og betræk, rullemadras, alt er gennemvædet, og Victor
står fl ov og ser på, mens far hiver sengetøj af og på. Ydmygelsen svier: “Det
kunne jeg ikke gøre for…” Jeg forsikrer ham, at det kunne han selvfølgelig
ikke men tilføjer alligevel “men nu må du prøve at holde lidt igen med al det
vanddrikkeri.”
Tropenætterne fortsætter, og Victor tørster – og tisser konstant. Der er noget,
der ikke stemmer. Far Niels kører nu ned og afl everer en helt frisk, steril
urinprøve direkte på bylaboratoriet. I weekenden har vi lagt en plan og stillet
vækkeuret og hiver Victor op om natten for at tisse. Nogle gange rammer
vi rigtigt, andre gange ikke. Samtidig prøver vi at få Victor til at holde lidt
igen med de enorme mængder af vand, som hans krop kræver – lige indtil
han sent søndag aften lister sig ind til os i stuen og i en bedende gestus holder
et A4-ark frem, hvorpå der med store bogstaver står V A N D !
Nummer to prøve viser sig også at være negativ, og vi er alle frustrerede og
for tvivlede.
Jeg opsøger materialister og helsekostforretninger i et forsøg på at fi nde et
middel, der kan dæmpe hans voldsomme tørst og tissetrang. Det eneste, jeg
kommer med derfra, er et tisselagen af plastic til at lægge på hans madras.
Plasticlagenet knitrer under ham, og jeg føler Victors ydmygelse, som var
det min egen.
Som mor er jeg nu bange for, at min søn har det psykisk skidt, og at det kunne
være en reaktion på, at han mistrives – på en eller anden måde – selvom
jeg har svært ved at se årsagen. Da prøverne jo ikke har påvist, at der er noget
fysisk i vejen, er det for os den eneste forklaring. Samtidig ønsker vi som
forældre ikke at gøre det til noget stort problem, hvis der nu slet ikke er noget
problem, og håber stadig, at det vil gå over af sig selv. Derfor trækker vi den
lidt endnu, inden vi ruller ham ind i et evt. større undersøgelsesforløb.
”Mor, skal vi lige fi nde toilettet?”
Som en anden ældre herre med inkontinens forsøger Victor at komme den
pludselige og hyppige tissetrang i forkøbet. Hvor end vi færdes, tjekker vi
altid lige som det første, hvor toiletterne fi ndes.
Til den store familiefest på Varna Palæet midt i august, da Victor for femte
gang forlader børnebordet for et toiletbesøg, hvisker min søde lægesekretær-
kusine:
“Ja, jeg tør næsten ikke sige det, for det er jo en ret alvorlig sygdom, men er
9