Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

os trygge ved ham. I korte og præcise vendinger forklarer Niels ham, at det
mildest talt er sløseri, og at man ikke har udvist ‘rettidig omhu’ i denne sag.
Også på sygehuset var man chokerede over det forudgående forløb hos lægen,
hvor Victors alvorlige sygdom ikke blev ‘fanget’.
Fra den praktiserende læge kommer først en længere forsvarende forklaring
om mængden af blodsukker, der kan variere og ikke altid registreres. Vi ved
i hvert fald nu, at hans tal længe inden opdagelsen har været astronomisk
høje, idet det ukontrollerede tisseri jo klart tilkendegiver, at bugspytkirtlen
ikke virker. Sukkeret er ikke blevet optaget i kroppen og løber derfor lige
igennem. Og jeg tør slet ikke tænke på indholdet af syrer – de såkaldte ketoner
– som opstår, når kroppen bruger fedtet som brændstof, og som kan gøre
diabetikeren alvorligt syg. Det tætteste, lægen kommer på en indrømmelse
af, at han har kvajet sig, er en forsikring om, at proceduren er blevet ændret!
En undskyldning havde nok også været på sin plads. Ikke fordi det ville
kunne ændre noget, men alligevel.
Victor bliver vel modtaget hos sin nye læge, som også er min gennem fl ere
år. Her ryster man også på hovedet, da man får forklaringen på lægeskiftet.
Efteråret sætter ind, og vinteren tager over. Hver dag er stadig en ny udfordring
for os, men vi klør på, søger information og bliver stadig klogere.
Midt i november er dagen kommet, hvor Victor skal til sin første kontrol på
sygehuset.
Fjorten dage forinden har vi sendt en lille blodprøve ind på laboratoriet,
hvor man ved en analyse kan se Victors gennemsnitlige blodsukkertal tre
måneder tilbage. Deraf navnet ‘sladreprøven’.
Vi er meget spændte, og jeg føler det, som om jeg skal til eksamen.
Derudover skal Victor vejes og måles og have tjekket sine lår for stikmærker.
Nogle får ofte blå mærker, og man kan også danne ‘puder’ (en slags arvæv)
der, hvor man ofte bliver stukket.
Victor følger med sin ‘egen’ sygeplejerske, Inge, ind i undersøgelsesrummet,
mens vi får en snak med den sympatiske børnelæge i det tilstødende rum.
Kort efter får vi bekræftet, at Victor vokser og udvikler sig, som han skal, og
at hans små lår er intakte trods de to daglige injektioner.
Lægen er straks på niveau – også med Victor. Han læner sig ind over bordet
– specielt og fortroligt henvendt til ham:
“Er du egentlig klar over, hvor god du er?”
30
Den første ‘sladreprøve’ og kontaktfamilie