Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

Som en robot vasker jeg hår, lægger makeup og fi nder rent tøj frem og begiver
mig atter tilbage til sygehuset; jeg kan ikke holde ud at være fra min søn.
Jeg har ikke været længe væk, og han ænser knap nok min tilbagekomst.
Far Niels har købt ‘Ringenes Herre’ på video, og om aftenen anretter vi os på
vores værelse, som om det var en ganske almindelig fredag aften i den hjemlige
idyl. Vi har fjernet rygpuderne på ‘gæstesofaen’, så vi alle tre kan ligge
der og se fi lmen. Vi mangler bare kattene. For os er det vigtigt ikke at lade
Victor spore den panik, afmagt og frustration, som både hans far og jeg føler.
Far Niels er jo cool som altid; han handler, og han er rationel, men jeg ved,
at han er hårdt ramt. Victor hygger sig, og det er det vigtigste for os lige nu.
Da fi lmen er færdig, siger far godnat og kører hjem i den stadig lune sensommernat.
Her inden for sygehusets mure har jeg helt mistet fornemmelsen af
årstid og klokkeslæt, men koncentrerer mig om den store opgave, som vi står
midt i. Alt andet uvæsentligt bliver automatisk sorteret fra, og som hjernevaskede
soldater sætter vi alle vores kræfter ind på at vinde dette slag.
Victors mormor og moster kommer på besøg. Efter lidt information og instruktion
ved en diabetessygeplejerske får de også lov at stikke både sig selv og en
appelsin. Også mormor og moster er seje; moster er veterinærsygeplejerske og
håndterer sprøjterne med professionelt håndelag. Da ‘timen’ er forbi, lukker
mormor op for picnic-kurven, som er fyldt med frugt, kiks, rødvin samt krystalglas,
gaver til Victor og et par piller til moren at falde lidt til ro på.
Victors – ’min gode ven Johannes’ – kommer på besøg på sygehuset om lørdagen.
Johannes græder, da han får beskeden fra sin far – og straks påtager han sig
skyld og snøfter, da han hører ordet ‘sukkersyge’, at “det nok er, fordi vi altid
skulle ha’ slik til Disney show…” alt imens jeg fortvivlet i den anden ende
af mobilen fra bænken på børneafdelingens legeplads så gerne vil forklare,
at det ikke lige er sådan, det hænger sammen. Men hvordan hænger det så
sammen? Den store mundfuld, som vi ikke engang selv har fordøjet og forstået,
skal vi nu også formidle til omverdenen.
Det vigtigste er dog, at Johannes kommer på besøg, og han får endda lov at
blive hele dagen. Vi har fået grønt lys fra personalet, da lørdagen oftest er
ret stille på afdelingen; kun akutte patienter som os er nødt til at blive på
stedet.
Johannes bliver fulgt af sin mor – som i øvrigt er intensivsygeplejerske andetsteds
her på sygehuset – og som tydeligvis har fået beroliget Johannes
til strækkeligt til, at han nu tappert møder op hér med moralsk støtte og et
monster-tegneserieblad under armen som gave til sin bedste ven. Det besøg
er vores redning, og vi er personalet meget taknemmelige for, at de er så
positive og imødekommende. Drengene hygger sig og fi nder ud af, at der fak-
16