Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

Victor brokker sig næsten hver gang, jeg kommer med insulinpennen til de
to daglige injektioner – og det er selvfølgelig træls (på godt jysk), men altså
nødvendigt. Han beviser selv på et tidspunkt at have fattet pointen. Det var
i sommerferien efter en lang dags tur med fætter Michael til Tyskland, hvor
vi sidst på dagen overrasker drengene ved at svinge ind på en McDonald’s.
Jeg havde forventet hurra-råb omme fra bagsædet, men i stedet lyder det
spagt:
“Mor, hvad med – du ved nok – har vi taget det med? For jeg vil jo ikke dø.”
Jeg forsikrer ham om, at vi aldrig tager nogen steder uden hans insulin – og
selve injektionen klarer far Niels og Victor diskret nede ved bordet, mens
mor står i kø.
No problemo.
Victor har selv fabrikeret nogle gode billeder på sin sygdom. En dag på vej
hjem fra skole forklarer han, at bugspytkirtlen er som en fabrik, hvor arbejderne
strejker og bliver fyret. Så bliver der ikke produceret noget på fabrikken
i et stykke tid. Hvorpå arbejderne bliver ansat igen, og produktionen
atter går i gang. Fint billede på den nuværende situation, hvor Victors tal
suser lidt op og ned (honeymoon-fasen, hvor han selv stadig producerer lidt i
variable mængder), og hvor vi følger efter med passende dosis insulin.
Vi kan heldigvis stadig grine sammen, og en dag går det ud over mormor,
der hørte forkert i telefonen. Victor overhører en samtale, hvor jeg forklarer
hende, at far Niels skal med Volvo’en til syn. “Nå,” siger mormor “skal I
også med til Fyn?”
Den morer vi os over længe.
Victor har hurtigt fået styr på symptomerne ved højt og lavt blodsukker
– godt hjulpet på vej af nogle sjove illustrationer fra Diabetesforeningen. En
dag hører jeg gentagne raseriudbrud inde fra hans værelse bag den lukkede
dør, og da jeg sluttelig synes, at nu går det for vidt, stormer jeg derind og
spørger, hvad der er los. Det er et computerspil, der ikke vil som han, og han
er helt rød i hovedet af arrigskab og svær at komme igennem til. Da jeg for
fjerde gang spørger uden at få svar, sprutter jeg nu selv: “Sig mig, er du høj,
eller hvad?”
Han rejser sig, og med hænderne i siden svarer han med foragt i stemmen:
“Det er altså, når man er LAV!”
Sådan.
.
Noget, der ligner accept
39