Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

Man kan altså også gøre tingene mere komplicerede – eller interessante, om
man vil…
Vi lander midt i den fl imrende hedebølge på Malta, og ferieeventyret begynder
i bedste Indiana Jones-stil.
Der er bestilt helikoptertransport videre til den lille ø Gozo, som er vores
mål. Den store russiske helikopter ryster og larmer, mens vi bevæger os hen
over det betagende sceneri. Enhver form for samtale er umulig. Heldigvis
har jeg prøvet turen før, og desuden forsikrer Niels mig om, at det gamle
maskineri er noget af det mest pålidelige, der fi ndes.
Victor er mildest talt bjergtaget og sidder med næsen klistret til vinduet.
Han bliver irriteret, da jeg prøver at råbe en begejstret besked ind i hans øre
– han vil bare nyde oplevelsen i fred.
Som en kæmpe fugl fl yver vi lavt hen over havet med øerne lige under os. Vi
spejder efter et gammelt ‘farmhouse’ med stor swimmingpool – der hvor vi
skal bo. Desværre varer turen kun godt 10 minutter, og snart er vi forenede
med vores venner, der venter på os i ‘heliporten’. Vi får vores egen åbne jeep,
og så går det over stok og sten ind i det solbeskinnede og gyldne landskab
med støvet hvirvlende efter os.
Inden der er gået en time, er Victor at fi nde i poolen. Et skønt sted at være,
når luften er næsten 40 grader varm.
Da jeg træder ind i den rustikke, gamle stenbygning, føler jeg mig hjemme.
Her er jeg tryg – her kan vi bo.
Victor sprinter rundt og inspicerer alle værelserne, og må vælge sit eget.
Han beslutter sig for den store jernhimmelseng med gardiner, som er en
prins værdig. Desuden er der en elektrisk vifte i loftet lige ovenover – og når
han åbner døren, kan han med et lille tilløb hoppe lige ud i swimmingpoolen.
Vi invaderer køleskabet med insulin og penne – og rugbrød. Således kommer
vi på plads, og den ene dag tager hurtigt den anden.
Vi nyder hinandens selskab, og derude på landet i farmhouset oplever vi en
fred og en ro, som vi længe ikke har kunnet fi nde. Vi bevæger os ikke langt,
for her er bare så vidunderligt.
Pludselig en dag konstaterer Elsebeth: “Man mærker jo faktisk ikke, at
Victor har diabetes…”
Og ja – det er rigtigt. Drengen boltrer sig i vandet det meste af tiden, og
brænder en masse energi af, så der kan blive plads til ‘alt det sjove’. Han kan
jo faktisk spise alt – og igen: bare med måde. Det administrerer han fl ot.
Vi holder insulinniveauet – resten sørger motionen for.
Når solen midt på dagen bliver for skrap, søger Victor ind i skyggen med
sine blyanter og sin tegneblok. Fantasien får frit spil, og imens bliver der
konstrueret de mest fantastiske tegninger.
42