Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

Vi pakker en lille nødtaske med tøj, toiletgrej og yndlingslegetøj samt den
uundværlige gameboy, som var vi en ganske almindelig familie på vej til et
udenbys weekendophold.
Målet er dog Skejby Sygehus, hvor man har ventet os de sidste to timer og
står klar med drop m.m. I modtagelsesrummet foretages endnu et blodsukkertjek
på Victor, der forbavsende uanfægtet svarer pænt på alle pædagogisk
afl edende spørgsmål om skole, klasse, alder og alt muligt andet.
Da tallet nu ender på 40, ser overlægen både alarmeret og mystifi ceret ud.
Vi kan forstå så meget, at man normalt ville være gået i koma med sådan
et astronomisk højt blodsukkertal. Man undrer sig helt klart over, hvordan
han overhovedet kan holde sig på benene og i det hele taget fungere. Derfor
sidder jeg stadig med et lille spinkelt håb om, at det måske kan være noget
andet…
Jeg vender mig mod Victor og udbryder påtaget opmuntrende:
“Det er simpelthen, fordi du bare er så stærk!”
Og droppet bliver der – alarmberedskabet til trods – ikke brug for.
Billeder suser gennem mit hoved, og jeg ser min fars to brødre, som begge
udviklede sukkersyge som børn. Jeg husker min fars skyldfølelse over, at
han var den eneste, der slap, og hans dybe bekymring over de genetiske hattricks,
der evt. kunne spille ind, da jeg for godt otte år siden bekendtgjorde,
at jeg ventede Victor. Jeg ser den ene blinde bror sidde bøjet over sit arbejde i
sit lille værksted med sin børstebinding, og den anden i et afmægtigt raserianfald
før den fatale forsøgsoperationen, der endte med at tage livet af ham
som 45-årig tilbage i 70’erne. Jeg tænker også på min stakkels farmor og
hvilken smerte, hun har måttet gennemleve med to kronisk syge børn.
Og havde min far stadig levet, ved jeg, at om ikke andet så ville dette med
Victor helt sikkert have taget livet af ham, idet hans værste mareridt nu
ville være gået i opfyldelse.
Endnu et billede dukker op på min nethinde – hentet fra 13 år tilbage, hvor
vi er til fest hos nogle af vores bekendte, hvor det er blevet tid for insulin for
lille Sune på to år, der netop har fået konstateret diabetes. Pludselig ser jeg
igen den lille mand med sut og ble farende i vild fl ugt gennem alle stuerne
med sin far og den store insulinsprøjte lige i hælene. Jagten ender, da lille
Sune kravler ind på hylden under et rullebord og sidder uhjælpeligt fast.
Faren får hevet ham ud, og med hjælp fra moren og under hyl og snøft får
han sit ‘skud’ i det lille spinkle lår.
12
Sygehuset