Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

indtil Inge fortæller os, at der fi ndes en såkaldt ‘rapid-pen’, som man kan
benytte i de situationer, hvor der er fest og farver og børnefødselsdage i
farvandet. Genialt – så behøver Victor altså ikke føle sig totalt udenfor og
anderledes.
Alligevel føler jeg, at jeg stadig famler mig frem og køber ind i blinde.
Vores køleskab bliver proppet til randen med grøntsager, frisk frugt og groft
brød i alle afskygninger, og far Niels beslutter, at vi hellere må gøre alvor af
at anskaffe os et stort køle/svaleskab.
Victor kaster sig over sin computer, mens familie, venner og arbejdskolleger
bliver underrettet om status. Jeg er afvisende over for et tilbud fra Specialbistand
i Magistratens 1. afdeling om en orlov på tre måneder, som tilbydes
og anbefales en af forældrene til et barn, der ‘rammes af kronisk sygdom’.
“Nu skal vi jo ikke sygeliggøre det mere end højst nødvendigt,” vrisser jeg og
venter bare på, at tiden skal gå, så vi snart får lært, hvordan det hele egentlig
hænger sammen.
Desuden ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle stille op med mig selv alene herhjemme
i den store tomme lejlighed. Måske gå og vente på at hente Victor
fra skole eller bare gå helt fra forstanden?
Seks dage er der kun gået fra ‘opdagelsen’, og far Niels bemærker pludselig,
at jeg har tabt mig. Jeg tjekker i spejlet og ser, at de nye slacks slasker tomt
om min bagdel.
“Man kan vel egentlig godt sige, at din røv ligger ude på Skejby Sygehus,”
konstaterer han tørt med sin vanlige barske humor. Jeg kan kun give manden
ret.
Første aften og nat hjemme.
Vores søn sover nu igen sødeligt i sin egen seng. Katten Molly er også på sin
vanlige plads på hans hovedpude med sin store bløde pote trygt i Victors ene
næve med de punkterede fi ngerspidser.
Som da han var spæd, tjekker jeg ham 117 gange, inden jeg går i seng, og
der imellem taler hans forældre lavmælt over en fl aske rødvin.
Vores tanker og vores snak vandrer videre ind i natten. Vi befi nder os på
dybt vand.
Jeg har lyst til at fl ygte fra det hele, men jeg kan jo ikke fl ygte nogle steder
hen. Ikke uden Victor, for han er jo nu – mere end nogensinde – afhængig af
sin mor.
Jeg ved, at jeg p.t. befi nder mig i en fase af chok, hvor der er to muligheder:
kæmp eller fl ygt.
På et stress-seminar sidste år lærte jeg, at det er simpel overlevelsesteknik,
20