Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

Tilbage i min virkelighed ser jeg en dreng i en alt for stor hospitalsseng,
alt for langt fra mig og alt for fjern og fremmed. Jeg har svært ved at tro,
at drengen er min søn, som vi lige har fået at vide har en kronisk sygdom.
I samme øjeblik laboranten stikker den store kanyle i hans blodåre for at
foretage yderligere målinger, sker noget underligt og for alle andre helt
umærkeligt.
Mit hjerte åbner sig mod Victor, og en bølge af kærlighed og styrke strømmer
ud og fi nder min søn. Nu bliver vi for alvor til den symbiose, som skal udkæmpe
det slag, der nu skal komme.
For dette her er stort og ukendt og meget skræmmende.
Victor følger interesseret kanylen i sin arm og den røde strøm, der hurtigt
fylder fi re – fem reagensglas, uden så meget som at gi’ et kny fra sig.
Vi er nu allerede sluset ind i systemet, og vi får anvist vores eget værelse
med seng til Victor og sovesofa til moren. Kærlige og effektive hænder hjælper
os til rette.
“Skal jeg ha’ det her tøj på?” lyder det fra Victor, da sygeplejersken bringer
det reglementerede hospitalstøj.
Han får lov at beholde sit eget undertøj på, hvilket gør ham noget mere tryg
ved situationen.
En seng bliver gjort klar til Victor og halvhviskende bemærker jeg til sygeplejersken,
at de nok skal lægge et vådliggerlagen på. I det samme kommer
en tredje sygeplejerske ind ad døren med en sprøjte klar i hånden:
“Det bliver slet ikke nødvendigt, for nu får Victor sin insulin, og så er han
rask og tisser ikke mere i sengen!”
Så enkelt og så virkningsfuldt.
Sådan skal vi altså lære at betragte insulinen og Victors sygdom; altså at
han er rask, når bare han får insulin.
Denne sætning bliver mit mantra, som jeg de næste dage gentager for mig
selv igen og igen: Victor var syg før, men nu er han rask.
En diabetessygeplejerske får det ansvar sammen med overlægen at instruere
os efter et stramt og nøje gennemarbejdet skema. Helt tydeligt – venligt
og bestemt – bliver det gjort os klart, at vi ikke får lov at forlade sygehuset,
før vi forstår hele konceptet, og at der er sat minimum fem dage af til dette.
Det er i mellemtiden blevet aftensmadstid, og en sygeplejerske går med os
ned i spisestuen, hvor hun hjælper os med at fi nde den rigtige mad til Victor.
Jeg er forvirret og fortvivlet; for hvordan fi nder vi mon nogensinde ud af det
hele?
Denne – for Victor og os – nye verden, hvor alle de ting, vi troede var rigtige
og gode og sunde, nu pludselig er farlige og forbudt. Vi følger efter så godt, vi
13