Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

også, at han sikkert har været træt længe før, det blev opdaget, for det er
jo ikke noget, der kommer på én nat, men langsomt skrider frem og til sidst
udløses.
Jeg er meget lettet og rørt over hendes viden og forklaringen og mærker, at
mine skuldre synker en smule længere ned.
Nogle dage efter da jeg henter Victor i SFO’en og sidder på hug begravet i
hans skoletaske for at tjekke, at han har alt sit udstyr, lyder hans
stemme over mit hoved: “Mor, jeg har fundet ud af, at diabetes
er noget, der varer for altid.”
“Hvem siger det ?”
Vores blikke mødes i et splitsekund, og som altid læser han
mit udtryk alt for tydeligt og fortsætter: “men jeg er ligeglad –
det gør ikke noget, mor.”
Jeg ser situationen for mig: Klassen har kristendom, og emnet i dag er sygdom.
Der bliver diskuteret, og de forskellige elever fortæller, hvad de har fejlet,
mens listen på tavlen vokser: infl uenza, maveonde, ørepine, halsbetændelse
m.m. Så ryger Victors fi nger i vejret, og han siger, at han har diabetes,
og foreslår, at det skal føjes til listen. Herpå føler læreren sig naturligvis på
korrekt pædagogisk vis forpligtet til at belære klassen om, at diabetes ikke
er en almindelig sygdom, men en kronisk sygdom, hvilket – skåret godt ud i
pap – betyder, at den aldrig går over.
Jeg kunne slå hende ihjel.
Jeg er ked af det og bange for, at Victor nu tror, at hans forældre fylder ham
med løgn, for det læreren siger, står altid til troende.
Men først bliver jeg vred:
“Det passer altså ikke, Victor. Det er rigtigt, hvad jeg har sagt; at INGEN
ved præcist, hvornår lægerne er i stand til at kurere diabetes. Det var i gamle
dage, at man troede, at det aldrig gik over, for dengang vidste man ikke
ret meget om den sygdom. Det skal jeg nok forklare din lærer. Tro mig, man
forsker helt vildt, og lige pludselig sker der noget!”
Igen en gang rablen frit fra leveren, for jeg har jo ikke noget konkret. Kun
håbet og en stærk tiltro til forskerne.
Victor er allerede langt inde i en fortælling om noget helt andet; vistnok om
et computerspil, han engang har set hos fætter Michael, og som han godt
kunne tænke sig.
26