Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

More documents

Recommendations

Info

på sine forældre, og ej heller kræver nogen speciel voksenkontakt. Tilbuddet bliver positivt modtaget af Victors klasselærer, som bliver forelagt hele problemstillingen og jo i øvrigt kender Victor og hans sygdom og de forskellige implikationer, der ligger i det. Han vil forelægge vores initiativ for de øvrige tre deltagende lærere på turen, men bliver efterfølgende nedstemt. Begrundelsen er, at “så vil alle de andre børn også have deres forældre med….” Men for pokker; de andre børn har ikke en kronisk sygdom, der kræver tæt styring. De andre børn skal ikke have insulininjektion to gange om dagen. Lærerne har dog en alternativ løsning, der går på, at Victor godt kan komme med på lejrskole, men at han kan tage hjem og sove… I første omgang synker vi snottet, sluger kamelen og accepterer den nødløsning, men det er med bøjet hoved, at Victor modtager beskeden og mumler næppe hørligt: “det er altså et af de tidspunkter, hvor jeg er virkelig træt af min diabetes…” Da han senere samme aften spørger, om han ikke som de andre kan rede sin køjeseng alligevel, er det mere, end vi kan bære. Da mærker jeg vreden og skuffelsen; det kan man sgu da ikke byde et barn på en lejrtur: at tage hjem og sove! At skulle undvære netop den del af det sociale fællesskab er jo nærmest en straf. Så kan han da først rigtigt få at føle, at han ‘ikke er som de andre’. Man kunne lige så godt have sagt, at det var for besværligt at have et diabetesbarn med. Jeg føler mig i den grad såret og forstår ikke, hvordan man som lærer kan være SÅ upædagogisk. Ikke en særlig rummelig holdning. Nu føler vi så, at vi som forældre selv bliver nødt til at tage affære. Niels skærer igennem og bestiller to overnatninger på vandrehjemmet. Dette er aftenen før lejrturens start, og næste morgen informerer Niels klasselæreren om vores beslutning og understreger, at han på ingen måde vil deltage eller blande sig i klassernes aktiviteter. Det viser sig at fungere perfekt. Niels ankommer om aftenen lige før spisetid, tjekker Victors blodsukkertal (også fra i løbet af dagen, som han selv har målt) og giver ham på den baggrund korrekt dosis insulin. Niels har så også mulighed for at gå over og tjekke ham inden sengetid, hvor tallet fortæller, at der er behov for lidt ekstra mad, så han ikke risikerer at gå lav i løbet af natten. (Og skulle det ske, vil far Niels være til at få fat på i den anden ende af vandrehjemmet.) Næste morgen måler Niels igen Victors blodsukker, giver insulin samt en hånd med at smøre de små rationer af madpakker til dagens tur. Flere af Victors kammerater mente nu, at de allerede havde madpakker med, men blev af en lærer opfordret til at hive chips-poserne op af rygsækkene og smøre nogle klemmer i stedet… 36
(et godt bevis på, at selvom man ikke har diabetes, kan det som otteårig være svært at administrere tingene…) Og væk var de – i samlet fl ok ud på eventyr. At se Victors lille glade ansigt er det hele værd. Vitaminer Niels og jeg har besluttet, at Victor skal have et ‘serviceeftersyn’ for at sikre, at han får alle de for ham nødvendige vitaminer og mineraler. Via en blodprøve og en håranalyse i USA får vi sammensat en daglig dosis, hvilket også indebærer en ret stor dosis C-vitamin. Det giver ham dog rigelig luft i maven, og selvom vi kan grine ad det herhjemme, er det ikke så sjovt ude i det virkelige liv. Vi fi nder den rette dosering; altså C-vitamin til ‘pruttegrænsen’. C-vitaminet er sammen med E-vitaminet den stærkeste antioxidant, der fi n des, og vi er overbeviste om, at det i hvert fald kun kan gavne hans immunforsvar. Vi ved, at det er vigtigt at tænke på hans livskvalitet – også på længere sigt. Flade batterier I februar oplever jeg min fødselsdag som den værste nogensinde. Da jeg den dag møder som den første på jobbet, sætter jeg mig foran computerskærmen, hvor Ulla har efterladt en fødselsdagshilsen og en pose med lækre hudplejeprodukter. Kort efter er hun i telefonen, og så begynder jeg at tude. Jeg er rørt over hendes omtanke og véd, at hun deler min bekymring og min angst. Både hun og Jette ser min situation mere klart lige nu end jeg selv og forklarer mig, at jeg jo har ligget i overhalingsbanen det sidste halve år, hvor jeg hele tiden har forsøgt at følge med – og helst være et skridt foran. Nu er batterierne fl ade – bogstaveligt talt. Min vægt er på et absolut minimum, og jeg føler mig jaget og uendelig udmattet. Samme dag får jeg en tid hos kinesiologen Ann, der omgående mærker, at den er helt gal. Hun går i gang med at fylde energier tilbage i min krop. Hun arbejder intenst og målrettet, og snart ligger jeg på briksen og fornemmer, hvordan hun får mig til at slappe af – og slippe angsten. Med sin rolige og nærmest hypnotiserende stemme forklarer hun, at jeg jo ikke kan hjælpe Victor, hvis jeg glemmer mig selv. 37
Page 1: Hvornår går det over, mor? - når
Page 4 and 5: 4 Merete Breth: Hvornår går det o
Page 7 and 8: Hvornår går det over, mor ? - nå
Page 9 and 10: “Ja, og så skal du nok bare have
Page 11 and 12: efi nder sig en times kørsel herfr
Page 13 and 14: Tilbage i min virkelighed ser jeg e
Page 15 and 16: Om morgenen er Victor lettet og ove
Page 17 and 18: tisk fi ndes et computerrum, hvor d
Page 19 and 20: Herfra kan vi se mormors hus ude i
Page 21 and 22: som vi bærer i os fra urtiden, hvo
Page 23 and 24: Når man har diabetes, er det meget
Page 25 and 26: komme tredje gang og bede om mere m
Page 27 and 28: Følelserne. Alene på den nye plan
Page 29 and 30: dag morgen lagt i Victors rygsæk f
Page 31 and 32: Victor ser spørgende på mig, og l
Page 33 and 34: Det er første gang, at vi skal på
Page 35: Lejrtur med klassen Victor befi nde
Page 39 and 40: Victor brokker sig næsten hver gan
Page 41 and 42: af øvelsen ved at spise godt, sund
Page 43 and 44: Om aftenen, når solen er sunket i
Page 45 and 46: Sidste år er længe siden Jeg opda
Page 47 and 48: Jeg er sjælden “Jeg er faktisk s

Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?