Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

Julen nærmer sig, og mit hjerte krymper sig ved tanken om al den juleknas
og julestads, der lokker og frister overalt. Victors klasse skal på tur i Den
Gamle By og bl.a. lave klejner og bolcher som i gamle dage. Der er selvfølgelig
smagsprøver, og bagefter må man fylde en pose til sig selv. Eleverne må
gerne have penge med til at købe lidt for. Jeg tager en snak med Victor, som
jo ér en ganske fornuftig dreng, og vi bliver enige om, at det er bedre at købe
ting end slik, for det varer længere. Derfor får Victor et par ekstra mønter
med i sin pung. Vi bliver også enige om, at han selvfølgelig skal smage på
julegodterne, og at han naturligvis skal have det samme som de andre børn,
men at han så kan gemme resten og tage med hjem. Moren sender sin lille
kloge søn ud i verden og holder vejret resten af dagen.
“Mor, mor – sé hvad jeg har købt!” Stolt kommer han løbende tværs over skolegården
med en lille træblokfl øjte i hånden. “Vi fi k også klejner – jeg spiste
tre – de smagte godt, og de var ca. så store.” Hans tommel- og pegefi ng re angiver
klejnernes størrelse, og både hans og min begejstring vil ingen ende tage.
Kalendergaverne bliver genindført og gør et klart indhug i julemånedens
budget. Ting er dyrere end slik, og vi taler jo ikke mere om ting til 2 eller
5 kroner til en otteårig. Niels og jeg er enige om, at vi må kompensere lidt
for, at det ikke skal føles alt for surt pludselig at være diabetiker i december
måned.
Undervejs slår det mig også pludselig, at jeg jo i virkeligheden aldrig har
bagt kager eller andre specielle sager til jul – eller i anden anledning for den
sags skyld…
Men naturligvis er Victor nu opmærksom på, at han får det samme som de
andre – og ikke går glip af noget på grund af sin diabetes, og det er vel fair
nok for et barn på otte år.
Vi vænner os til altid at have små madpakker og nødrationer med i vores
rygsække. Op til juleaften tager vi toget til København, hvor vi skal støde til
far Niels og farmor og farfar.
Victor har set frem til togturen, da han jo er forvænt med at blive transporteret
i bil. Vel vidende, at der er fristende sandwicher at købe ombord, smører
vi nu alligevel nogle madder og forsyner os med fl ere fl asker af både mineralvand
og light sodavand. Det viser sig at være en yderst fornuftig disposition,
da togstewardesserne netop den dag er gået i strejke…
Nu smager den medbragte mad pludselig ekstra godt – og ved frokosttid
skotter vores medpassagerer misundeligt til os.
32
Den første ‘nye’ juletid