Hvornår går det over, mor? - Novo Nordisk

Lejrtur med klassen
Victor befi nder sig stadig i honeymoon-fasen, hvor han selv producerer insulin
‘on and off’ – dvs. i variable mængder. Derfor kan det ind imellem være
lidt vanskeligt at styre hans blodsukkerniveau og meget svært at forudse
hans insulinbehov. Vi følger derfor stadig Victor tæt og måler hellere en gang
for meget end en for lidt. Ofte er det også nødvendigt at give et lille ekstra
‘skud’ af den hurtigtvirkende insulin, hvis tallet pludselig eksploderer. Vi
plejer at sige, at vi løber efter så godt, vi kan.
Vi er på Skejby Sygehus til kontrol nr. 3 her i maj måned, hvor gennemsnitstallet
igen er til UG kryds og slange. Vi er rævestolte, men det er jo også
noget, som vi arbejder meget med hele tiden. Vi er enige om, at det fylder
meget, og ind imellem føler vi da også, at det sidder os helt op til halsen.
Men er man et ansvarligt menneske, kan det ikke være anderledes, og som
far Niels udtrykker det: “Det er hans fremtid og alderdom, som vi er i gang
med at planlægge lige nu.”
Nu er der til gengæld dømt lejrtur for 2.Y. Den første lejrtur, som alle de små
elever har glædet sig til og talt meget om.
Da Victor ikke p.t. kan give sig selv injektion, ser vi nu en problemstilling,
der skal løses, før han trygt kan drage på lejr med resten af sin klasse. Vi er
klar over tilbuddet om en hjemmesygeplejerske, men da Victors behandling
i øjeblikket er så kompleks, vil vi selv stå for vurderingen af dosis. Børnenes
aktivitetsniveau varierer fra dag til dag, og det spiller en væsentlig rolle i
korrekt dosering. Vi ved jo desuden også, hvad Victor normalt spiser, og hvor
meget. Det faktum skal også regnes med ind i hele vurderingen.
Victor er stadig kun otte år og har tacklet det hele så fl ot; han ved nogenlunde,
hvad han må spise, og hvad der er ‘forbudt’, og er også god til at mærke,
når han går lav – og vel at mærke reagere på det. Men vi kan ikke forlange,
at han selv skal tage det fulde ansvar i over to døgn – det mener vi ikke er
forsvarligt. Og vi kan ikke bede hans lærere om at give ham insulininjektioner;
de er hans lærere og ikke hans behandlere, og de ting er vi enige med
dem om ikke at blande sammen.
Niels og jeg diskuterer det meget. Som en løsning tilbyder Niels at tage fri
fra arbejde og med på lejren. Vi vurderer, at det til og med kunne være en
gevinst med en ekstra voksen (hvad der generelt ofte bliver efterlyst), og i og
med at Niels er tidligere pædagog med mange vildmarksture på bagen, ville
det ikke være noget problem for ham.
Derved kunne vi så også fratage lærerne ansvaret for Victors sygdom og måske
noget af opmærksomheden, der kunne bruges på de øvrige børn. Det skal
understreges, at Victor absolut ikke er – eller har været – noget ‘hængebarn’
35