4. årgang 2002 Ny identitet for de mellemlange uddannelser - FOFU

håndtere personlige udfordringer? Hvordan kan man validere resultaterne
fra et projekt om omsorgens betydning for sygeplejen, når de ”bløde
data” om, hvad de studerende og patienterne måtte føle og mene, ikke
kan tillægges nogen form for repræsentativitet inden for den naturvidenskabelig
videnstradition, de studerende møder i en række andre fag? Osv.
Osv..
Alle disse lokale forhandlinger foregår i en kontekst, hvor effektiviserings-
og udviklingskrav krydses. Ressourcerne er ikke blevet flere.
Tværtimod er institutionerne i dag i endnu højere grad ansvarlige for selv
at administrere begrænsede ressourcer, men skal samtidig nødvendigvis
udvikle sig – og profilere sig gennem udviklingsarbejde for at positionere
sig på uddannelsesmarkedet, sikre sig kunder i butikken og penge i kassen.
I dag er vi jo alle blevet købmænd for Vorherre. I en situation hvor 12
mennesker skal placeres på 10 stole – og nogle muligvis have 2 stole, så
de kan få fødderne op – så er risikoen for slagsmål overhængende. Derfor
er det en øvelse, der kalder på respekt for forskellighed, civiliseret selvdisciplin
og demokratisk sindelag.
Moderniseringens krydspres mellem effektiviseringskrav og udviklingspres
har som bekendt en tendens til at producere et A-hold og et B-hold.
Moderniseringens vindere og – tabere. I forbindelse med etableringen af
bacheloruddannelserne er det let af forestille sig, hvordan et A-hold prioriteres
timemæssigt og med forsøgs- og udviklingsarbejde, mens et Bhold
komme til at skulle ”høvle flere timer af” og finde ud at ”prioritere”
deres fag. Men det er nok for tidligt at udpege særlige personer og særlige
fag(elementer) som vindere eller tabere. Resultatet er ikke givet på forhånd.
Det bliver netop op til de decentrale forhandlinger, de lokale styrkepositioner
og alliancedannelser. Og netop derfor er der også muligheder
for at gribe processerne an på forskellig vis – i en mere eller mindre
demokratisk og konstruktiv ånd.
Nye krav til de professionelle
Men hvorfor skal vi overhoveder ville det her? Hvorfor er CVU’erne og
professionsbacheloruddannelserne overhovedet en god idé, når den måde,
de implementeres på – som det hedder nu om dage – i den grad
”skubber problemerne ned i systemet” og opfordrer til konflikter og ufred
på uddannelserne og inden for CVU’erne?. Man kunne jo også bare lade
være! Hvis det kunne lade sig gøre. Eller i det mindste bare sætte sig ned
og modarbejde, hvor det kan lade sig gøre. Ja, det kan man jo godt, så her
vil jeg argumentere for det modsatte. At professionsbacheloruddannel-
FOFU-NYT 2002 25