4. årgang 2002 Ny identitet for de mellemlange uddannelser - FOFU

satoriske dynamikker kun i ringe omfang tager højde for dette og end ikke
tilskriver det en betydning. Faren er at Henrik Kaare Nielsen – garanteret
mod sin vilje – kan komme til at repræsentere en kulturel elites kulturalisering.
Der kan ikke være tvivl om – synes anmelderen som Henrik
Kaare Nielsen – at politikken skal ud over det civile samfunds fællesskaber,
at der skal knyttes andre linier mellem disse, staten og globaliseringen,
end dem vi ser i dag, hvis det demokratiske projekt i det senmoderne
samfund skal have en chance – spørgsmålet er blot hvordan? Henrik
Kaare Nielsen foreslår læreprocesser til løsning af dette, og det er anmelderen
ikke uenig i, men nok diskuterende i forhold til læreprocessens
indhold, hvor jeg tror det usamtidige altså spiller en noget mere udfoldet
rolle end tilfældet bliver hos Henrik Kaare Nielsen.
I øvrigt gennemfører Henrik Kaare Nielsen en række gode og spændende
diskussioner med en række andre teoretiske positioner lige præcis i dette
felt. Det drejer sig Baumann, Barber, Beck, Giddens og Senneth. Gennem
disse kritiker beriger forfatteren sine egne synspunkter i forhold til muligheden
for at køre civilsamfundet i stilling i relation til globaliseringens
processer og realiteter. Et gennemgribende kodeord er læreprocesser der
bryder med civilsamfundets tendens til at udelukke det globale perspektiv
fra sin erfaringshorisont, men også de efterfølgende tanker omkring Habermas’
og Negt og Kluge’s bestemmelser er medvirkende til dette:
“Demokratiserende styrkelse af det civile samfund forudsætter således et
produktivt samspil af elementer af principielt ræsonnerende borgerlig offentlighed
og subjektivt erfaringsorganiserende, proletarisk offentlighed.
(“Kritisk teori og samtidsanalyse” Pg. 111. Århus Universitetsforlag. 2001)
Styrken i Negt og Kluge’s teori fastholder forfatteren som en imponerende
evne til at analyse relationerne mellem individuelle og kollektive ressourcer
i civilsamfundets dynamik. Det er vigtigt, at disse ressourcer gennemløber
politiseringprocesser, og det er faktisk afgørende for om den
proletariske offentlighed lader sig forbinde med den oven for nævnte
borgerlige offentlighed.
Hermed undgås lejroffentlighed – i hvert fald er det en forudsætning, hvis
det skal kunne blive tilfældet. Når der hertil kommer at proletariske offentlighedsformer
i dag har mulighed for at etablere sig omkring end
langt større social breddedynamik og en bredere kamp for decentral indflydelse,
ja så er verden trods alt ikke helt snøret til for et spændende og
godt socialt forpligtende og ansvarligt liv for “demokrati drejer sig om
den politiske organisering af de samfundsmæssige relationer, altså af de
indbyrdes konflikter og den gensidige afhængighed og forpligtethed, som
kendetegner moderne individers samfundsmæssige eksistensvilkår, og en
demokratisk løsning af denne organiseringsopgave forudsætter det civile
34 Nummer 1