4. årgang 2002 Ny identitet for de mellemlange uddannelser - FOFU

sen udvikler. Denne figur er i god overensstemmelse med det oprindelige
kritikbegreb, således som dette bedst udfoldes hos Adorno i hans Hegellæsninger:
kritikkens opgave er hele tiden er at være på jagt efter det utilstrækkelige,
det mangelfulde og det modsætningsfyldte i relationerne
mellem samtidsudvikling og begrebsudvikling. Kritikken søger hele tiden
efter det der ikke kan siges, den søger at verbalisere – og i hvert fald konkretisere
– det uudsigelige, den forsøger at begribe dette. Det samme gør
Henrik Kaare Nielsen, og man kan måske sige, at han på den måde er
medvirkende til at gøre en bestemt kritikfigur til et centraltelement i den
lingvistiske vending. Som anmelderen ser dette er der her tale om langt
mere end en samtidsjustering, der er faktisk tale om en nyudvikling, som
sætter nye temaer i svingninger indenfor samtidshorisonter. Det skal bogen
roses for.
Bogen består af 7 kapitler.
Det første kapitel indeholder en teorihistorisk fremstilling af den kritiske
teoris udvikling, men altså med klare samtidsreflekterende kritiske figurer,
som spilles ud i forhold til og ind i den kritiske teori. Kapitel 2 udvider
med betragtninger over det civile samfund og i kapitel 3 inddrages identitetsproblematikker,
politik og globalisering.
Kapitel 4 udvikles en æstetikdiskussion, som i argumentationen indholdsbestemmes
og bygges op omkring praksis- og erfaringskategorier,
man kunne måske sige at det æstetiske bliver transformeret til hverdagsværk.
I kapitel 5 – som anmelderen sammen med kapitel 1 og 6 betragter som
bogens bedste – diskuteres offentlighedsbegrebet, og kapitel 6 handler
om medier og demokratiseringsprocesser. I kapitel 7 analyseres sammenhænge
og ikke-sammenhænge mellem æstetisk kvalitet og offentlige
omstillingsprocesser.
Det er en ganske stor spændvidde i en bog på 212 sider. Det i sig selv er
ikke en kritik, men sprogligt og kompositionsmæssigt virker de enkelte
kapitler uens. De er givetvis skrevet igennem i forhold til forskellige aftagere,
og er så samlet – forholdsvis hurtigt.
Som sagt lægges der i kapitel 1 ud med en samtidsreflekterende kritisk og
historisk fremstilling af den kritiske teoris historie.
Efter nogle år – det føles som hundrede, men det er nok kun 20 – hvor
den marxistiske position i den teoretiske og filosofiske debat har været
henvist til regredieringsprocesser af højere orden fastlagt, fastholdt og
sikkert positioneret af marxismens kritikere i bedste fald i form af ortodoks
genspejlingsteori i værste fald forstillelse gennem offentlighedens
30 Nummer 1