Mødet mellem patient og sundhedssystem - Center for Kræft ...

Carina Nees Mødet mellem patient og sundhedssystem side 43
og knokle mig selv røven ud af bukserne mere. Det gør jeg ikke, og der er ikke nogen, der
takker mig bagefter”(IP4 bilag7 s.6)
For at opnå selvbestemmelse i deres dagligdag har deltagerne på det mere praktiske niveau sat
sig nogle mål for den indsats, de selv var i stand til at gøre. Flere af dem forklarer, at de
gennem rehabiliteringsindsatsen fik øjnene op for, at de selv kunne bidrage til at få det bedre
under deres kemo- og strålebehandling. Denne medindflydelse var en vigtig motivationsfaktor
for selv at gøre en indsats:
”Ja, det at få indflydelse på ens eget liv igen, ikke. Nu er det ikke længere lægen, der siger;
”På onsdag skal du opereres, og på fredag begynder du på stråler og kemo” eller sådan et
eller andet. Der har man jo ikke kunnet sige; ”Det vil jeg ikke, det vil jeg hellere om
torsdagen”. Altså, man har ligesom mistet sin kalender, man har sgu bare måtte gå ind på
deres datoer. Der synes jeg, det her er noget andet. Man vælger selv at gå herind, og man
vælger at gå til gymnastik osv. Der har man selv ligesom bestemt og sagt, at det her vil jeg,
det her tror jeg er godt for mig eller sådan et eller andet”(IP4 bilag7 s.22)
6.4.2 Udnyttelse af egne ressourcer
For at kunne vende en sygdomssituation til noget positivt og få udnyttet sine egne ressourcer
hensigtsmæssigt bekræfter flere af patienterne Antonovskys teoretiske antagelse om, at man
bruger de livserfaringer, man har med sig fra tidligere. Et eksempel herpå er en af de mand-
lige patienter, der tidligere har dyrket meget idræt, og som nu modarbejder sin træthed og de
øvrige bivirkninger til kemobehandlingen ved, at han en gang om ugen deltager i den fysiske
træning i Sundhedscentret og to gange om ugen går til gymnastik andetsteds. Motivationen til
sin motionsstrategi fik han bl.a. gennem en radioudsendelse omhandlende en kvinde, der efter
en længerevarende behandling for lymfekræft havde besluttet sig for at bestige Mount
Everest:
”Så tænkte jeg; ”Når dét kan lade sig gøre, såh…”! Og det er helt tydeligt, at det er det, der
gør, at jeg har det meget bedre nu. Det er noget, jeg tror, men jeg føler det også. Så jeg har
lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke kommer ned og træner i dag”(IP5 bilag7 s.25)
En anden fortæller også, at hun har gjort sig mange tanker i forhold til, hvordan hun ville
håndtere sygdommen overfor familien. Hun brugte i den forbindelse nogle ubehagelige
oplevelser og erfaringer fra sin fars sygdom og død tilbage i 2004: