Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

2.2 Bakhtins stilistiske og polyfone romanteori 14
Bakhtin var influeret af både den russiske formalisme og strukturalismen men var
samtidig disse bevægelsers største kritiker. Det som han opponerede mod, var at
formalisterne forsøgte at adskille sproget fra virkeligheden. Bakhtin ønskede derimod at
se sproget i dialog med virkeligheden, det vil sige at hverdagslivet og dets sprog skulle
inkorporeres i kunsten, her i litteraturen. Bakhtin ønskede således at forene de historiske
og kulturelle aspekter med litteraturvidenskaben – ikke at adskille dem. Dog havde han,
som Nina Møller Andersen påpeger det, terminologien til fælles med formalisterne.
Metoden delte han derimod med strukturalisterne, men hvor det er materialet der optager
strukturalisterne, er det igen funktionen der interesserer Bakhtin. Det gennemgående
princip i alle Bakhtins teorier er hans ide om det dialogiske. Det er på én gang et
sprogligt og litterært fænomen og samtidig en livsholdning hos ham. Overordnet skal det
dialogiske forstås som en gensidighed mellem minimum to poler, en dynamisk
interaktion der sikrer åbenhed og fortsat udvikling på alle felter – menneskelige som
litterære. Til Bakhtins dialogismebegreb hører også hans idé om det fremmede ord,
”tjusjoje slovo”. Når ordet er dialogisk, går det nemlig ikke den direkte vej fra ord til
genstand, men støder undervejs imod en masse andre betydninger der i forvejen er
knyttet til den pågældende genstand fordi denne har været benævnt før. Disse forskellige
betydninger er hver især et såkaldt fremmed ord. Det vil sige at al levende
kommunikation er influeret af tidligere sprogbrug - med undtagelse af et adamitisk sprog
hvor genstanden benævnes for første gang.
Bakhtins stilistiske romanteori udfolder han i Slovo v romane fra 1934-35 15 . Det
er den af teorierne der kommer tættest på en generel romankarakteristik, og den fungerer
samtidig som en forløber for hans studier i karneval og latterkultur som er særdeles
relevante for Auricula. I denne hans stilistiske romanteori tager han udgangspunkt i ordet
og sproget og forsøger ved hjælp af den stilistiske indfaldsvinkel at forene form og
indhold. Romanen bliver så det sted hvor den hverdagslige formidlingskommunikation
re-præsenteres på en kunstnerisk måde ved både at inkorporere ideologi og historie i sit
sprog. Selvom Bakhtins stilistiske romanteori er 70 år gammel er den fortsat brugbar
14
Den første del om Bakhtins teoretiske baggrund bygger på Andersen (2002). Derefter er det det Bachtin
(2003) og Bruhn og Lundquists introduktion til Bachtin (2003) der danner baggrund for afsnittet.
15
Jeg bruger den danske oversættelse Ordet i romanen fra 2003. Hvis ikke andet er anført, er
sidehenvisningerne til denne.
9