Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

hybridisering”. Samtidig udgør den også en af de måder man kan manipulere med
karakterernes og fortællerens ytringer på i kategorien ”Det humoristiske spil med
sprogene” som hører under de kompositionelle former. Bruhn og Lundquist er altså ikke
præcise i deres formidling af Bakhtins teori, men samtidig er Bakhtin heller ikke nem at
danse med for selv hvis man forsøger at opretholde de distinktioner han laver mellem
kunstgreb versus kompositionelle former, går det op for én at det er to alen af ét stykke.
Grundlæggende handler det jo om hvordan romanen kunstnerisk repræsenterer og
indfører forskelligsprogetheden, det vil sige hvordan romanen indskriver det talende
menneske og hans ord og dermed hvordan romanen danner billeder af sprog. Samtidig
overlapper de hinanden og fremstår diffuse fordi nogle af formerne ikke eksemplificeres.
Jeg vil derfor tillade mig at være eklektisk og kun benytte de former eller kategorier der
er brugbare i analytisk øjemed. Jeg vil som følge deraf arbejde ud fra én overordnet
stilistisk kategori, nemlig Bruhn og Lundquists udlægning af Bakhtins ”billeder af
sprog” 20 . Årsagen til at jeg ikke benytter Bruhn og Lundquists to andre overordnede
kategorier er som nævnt at hybriden og ideologen ikke er selvstændige kategorier;
hybriden er inkorporeret i ”billeder af sprog” og ideologen udgør i form af det talende
menneske romanens genstand og kommer derfor til udtryk gennem ”billeder af sprog”.
Blandt de stilistiske værktøjer jeg vil benytte, er de tre således hentet fra
”billeder af sprog” og udgøres først af hybridisering som betyder at der optræder to sprog
inden for samme ytring, det vil sige en fremmed tale møder autorordet, fortællingen. Den
fremmede tale kan enten udgøres af en uspecificeret fortæller der eksempelvis
repræsenterer en gængs mening, eller af en personificeret fiktiv fortæller, en helt og
dennes tale. Den sidstnævnte situation er samtidig lig det Bakhtin kalder heltenes zoner
under de kompositionelle former – nemlig at hele virkefeltet for heltens stemme iblandes
autors stemme. Eksemplerne på hybridisering forekommer i det som Bakhtin tidligere
kalder Det humoristiske spil med sprogene – også fra de kompositionelle former (i kapitel
fire). Den anden kategori under ”billeder af sprog” udgøres som nævnt af det
dialogiserede gensidige forhold mellem sprogene der betegner det forhold at der kun er
ét sprog i ytringen men at det er set i lyset af et andet sprog; til denne kategori hører
underbegreberne stilisering, variation og parodi, hvis nærmere definition og virkefelt jeg
vil gennemgå i forbindelsen med analysen af Auricula. Det tredje kunstgreb er de
20 Jævnfør note 18 om Bruhn og Lundquists definition af ”billeder af sprog”.
12