Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

at det netop er hverdagsdetaljerne nationstanken knyttes til 75 . Bakhtin mener samtidig at
romanen er det sted hvor samfundets hierarkier stilles til skue:
Og når man møder verden gennem romanen, ser man ikke blot verdens historiske foranderlighed, men også
dens stivnethed i krig og konflikter, hegemoni og undertrykkelse. Man ser verden ikke blot som en
mangfoldighed af ”sprog”, stil og stemmer og dermed kulturer, nationer og mennesker, men også som et
sted, hvor bestemte ”sprog”, kulturer og mennesker privilegeres, mens andre marginaliseres. 76
Denne opfattelse inviterer ligefrem til en postkolonial indfaldsvinkel – i en sådan ligger
fokuset jo netop på de hierarkiske binære strukturer og om de opretholdes eller
nedbrydes. Auricula formulerer denne grundlæggende stivnede binære tankegang, men
omvender hierarkiet så den negative pol, det ekskluderede, Andetheden, valoriseres
positivt i et ”return of the gaze”. Denne omvending foretages ved hjælp af klassiske
postkoloniale værktøjer som mimicry, hybriditet og ambivalens. Den postkoloniale teori
er ret brugbar til at beskrive de kunst- og verdensanskuelser der udfoldes i Auricula
eftersom de netop cirkler om det singulære, binære og tertiære og relationerne
herimellem. Dermed bliver det postkoloniale en mere konstruktiv måde at beskrive
verdensanskuelser på end med Bakhtins snævre idé om det ideologiske. Den
postkoloniale teori spiller til gengæld sammen med Bakhtins idé om den groteske
realisme: begge teorier har hybriden i højsædet og omvending som primær figur.
Samtidig kan den groteske realisme ses som et udtryk for en forskydning mod et
Bhabhask ”third space”: romanen er nemlig begge steder en hybrid der gør nar af den
officielle normalkultur og hylder det grænseoverskridende i form af det unormale og
groteske. Auricula bliver dermed en Bakhtinsk kropsliggørelse af postkolonial Andethed.
Som en sådan bevidst hybrid bastard er Auricula romanens svar på et Bhabhask ”third
space”: en forening af det partikulære og universelle, Højholt og verdenslitteraturen.
Postkolonialismen yder dermed et moderne bidrag til forståelse af romanen, og det bliver
klart at selvom Auricula ikke opfylder alle Bakhtins krav til definitionen af en roman,
udtrykker Auricula det helt essentielle ved romanens idé: romanens rum er et
grænseoverskridende og dialogisk ”third space”.
75 Jævnfør citat i indledningen fra Bhabha (2003), s.142-143.
76 Bruhn & Lundquist (2003), s.36
77