Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

på banen i form af et avantgarde-perspektiv, men jeg mener at der er andre lige så vigtige
kulturhistoriske perspektiver. Ib Johansen kommenterer at ørernes karakter af rod- og
hjemløse individer ”kan kobles sammen med 1970’ernes og 80’ernes ”nomadekultur””
(s.49), men viderefører ikke denne parallel. Jeg mener at den er højst interessant idet
denne nomadekultur samtidig er kendetegnende for den postkoloniale tilstand. Jeg finder
denne vinkel langt mere brugbar end det brede postmodernistiske perspektiv som Ib
Johansen lægger ned over Auricula. Der er nemlig klare linjer fra Bakhtins kulturelt
orienterede teorier til postkolonialismen idet den postkoloniale teori også tager
udgangspunkt i det hverdagslige i kulturer. Det fremgår af dette citat fra en af
postkolonialismens vigtigste teoretikere, Homi Bhabha:
nowhere has this founding dictum of the political society of the modern nation – its spatial expression of a
unitary people - found a more intriguing image of itself than in those diverse languages of literary criticism
that seek to portray the great power of the idea of the nation in the disclosures of its every day life; 3
Bhabha fremfører efterfølgende Bakhtin som værende en af disse litteraturteoretikere der
afbilder nationens hverdagsliv. Både hans romanteorier og hans karnevalistiske teori
tager som nævnt udgangspunkt i folkekulturen og formår via sproglige iagttagelser at
afdække den litterære iscenesættelse af dette folkelige hverdagsliv. Jeg vil således
inddrage det postkoloniale som en nutidig kulturteoretisk parallel til de kulturelle
aspekter hos Bakhtin. Samtidig formulerer postkolonialismen en hybriditetstænkning som
er meget velegnet til at forstå hvorfor Højholt har lavet et så sært værk som Auricula.
I denne overordnede søgen efter at finde ud af hvad Auricula egentlig er for en sær
(øre)snegl, har jeg valgt at læse Højholt på en ny måde. Mæt af rene poststrukturalistiske
vinkler på de poetologiske processer i Højholts værker mener jeg at Auricula udgør en
excellent anledning til at åbne ørerne for andre teoretiske toner. Et så sært værk der så
bevidst spiller på alle mulige og umulige tangenter kræver en eklektisk tilgang der
arbejder på værkets præmisser ved at tilgodese særhederne og sætte dem i system. Det
mener jeg at denne konstellation af romantisk fragmentteori, Bakhtinske romanteorier,
grotesk realisme samt postkolonial hybriditetstænkning formår at gøre.
3 Bhabha (2003), s.142.
3