Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

er der to primære ”sprog” der stiliseres, nemlig det videnskabelige og det romantisk
litterære. Disse ses i lyset af stilisatorens eget ”sprog”, det vil sige dennes samtidige
sproglige bevidsthed. Her bliver det farligt for det drejer sig om autors dagsorden, om
dennes intention, dennes ideologi fremsat som et budskab i teksten. Det Bakhtin således
opfordrer til er faktisk at begå en ”intentional fallacy” med den nuanceforskel at det er
autors intention og ikke forfatterens. Nok er autor en distancering fra forfatteren, men til
forskel fra det afsondrede fortællerbegreb medtager Bakhtin forfatterens samtid i
autorbegrebet – hele hans pointe med hans stilistiske teori er jo netop at det stilistiske
skal ses i lyset af en socialhistorisk ideologisk kontekst. Dog er det vigtigt at det ikke
bliver en allegorisk vertikal læsning, men en dialogisk horisontal læsning. Det er altså
ikke forfatterens ord der sløres til i parodiske stiliseringer som blot venter på at blive
afdækket af læseren; det er ikke ironiens ”der siges ét men menes noget andet” som
Bakhtin mener når han taler om intentioner. Meningen er at det er i mødet mellem autor
og det fremmede ord at betydningen opstår, at det er i mødet mellem autors/stilisatorens
intentioner og det stiliserede fremmede sprogs intentioner at romanen lever. I Auricula
ses dette ved de manifeste eksempler på ny betydningsdannelse der sker ved at sproglige
modsætninger mødes 49 . Det repræsenterede ord er et rent ord, romantikkens sprog som
jeg betragter som essensen af begrebet om det kunstneriske litterære ord, og det
videnskabelige sprog har en intention om renhed: det videnskabelig ord må overholde
dets egne paradigmer, det skal være rent for at kunne afstedkomme erkendelse lige som
romantikkens litterære sprog må være renset for dagligsprogets trivialiteter for at kunne
opnå en forbindelse til Altet. I opposition til denne intention om renhed står autors
intention om sproglig ligestilling, i radikal form som bastardisering. Alle sfærer skal
blandes og befrugte hinanden. Som det er nu, er vi som stupide ”auricula singularis” der
kun lukker det ind der passer os, kun en singulær vinkel på verden – resten lader vi gå ud
af det andet øre. Hvis man med Bakhtin skal tale om en ideologi må det være en sproglig
socialisme
der plæderes for: det repræsenterende ord har en intention om frihed, lighed
og
broderskab mellem ord.
49 Jævnfør eksemplerne på sproglige modstillinger i afsnit 3.1.1.
37