Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

Det ørerne foretager sig, er således et paradoksalt forsøg på at komme ud af de
labyrintiske gentagelser og blindgyder de er fanget i ved at gentage sig selv i en
vrangvendingsproces. Gentagelsen er altså ikke til at komme uden om, den er både
problem og løsning og som sådan et livsvilkår for ørerne. Gentagelsen ytres også i helt
basale ting som næringsoptagelse og da typografi er deres primære næringsmiddel, bliver
også læsning en del af deres livsrytme:
Pirring af kun eet kønsorgan, mandligt eller kvindeligt, stimulerer begribeligvis også individets kønsdrift,
men den vellyst den fremkalder resulterer kun lejlighedsvist i orgasmer, og fortjener for så vidt snarere
betegnelsen læsning, som den kan fremkaldes ved typografi. (s.316)
Den betydning de får frem når de læser, er dog oftest meget forvansket i forhold til
tekstens egentlige udsagn da deres læsning for det første er meget sporadisk, og for det
andet nærmere en indlæsning end en læsning. Lige som de aldrig får mulighed for at
penetrere en jomfru- eller trommehinde og få adgang til den bagvedliggende labyrint, får
de aldrig gennembrudt teksternes forståelseshinde. Faktisk er en teksts manifeste
betydninger et affaldsprodukt for ørerne lige som drømme. De praktiserer i stedet en
primitiv indlæsning hvor næsten alt tolkes som solnedgange og månefaser, det vil sige
som opfordringer til yderligere seksuel aktivitet. Med disse absurde læsninger parodierer
de i sidste instans hvordan læsere har tolket værker gennem tiden. Endelig kan man tale
om at ørerne i deres forvanskning af litteraturen hver gang producerer nye værker – i og
med at ørerne kopulerer/masturberer disse ugenkendelige versioner af verdenslitteraturen
frem, opfylder de på bogstaveligste vis et af den groteske realismes ideer:
degraderingsprincippet. Det at ørerne støder verdenslitteraturen ned til kønsorganernes
domæne og derved skaber nye versioner af den må siges at være et excellent eksempel på
hvad Bakhtin mener med degraderingsprincippet: at det lave samtidig er stedet for
reproduktion. Affiniteten mellem typografien og ørernes kønsorganer bliver endda
ligefrem bogstaveliggjort idet deres kønsorganer er
[…] anbragt over hverandre, således at de tilsammen, det mandlige og det kvindelige, danner vokalen ”i”,
intellektets tynde vokal, men i overensstemmelse med ørets hele paradoksale natur, naturligvis omvendt:
det intetsigende, alt kommenterende, humane udråbstegn! (s.316)
57