Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

”sprog”, altså blive angrebet med væsensforskellige teorier. Auricula lægger således op
til at blive hørt af forskellige ører hvormed tilgangene bliver uendelige, blot de har næse
for det dialogiske og åbne.
Det sidste vigtige punkt inden for Bakhtins stilistiske romanteori er romanens
indføring af andre genrer: de indskudte eller indrammede genrer. I gennemgangen af de
stiliseringer der forekommer i Auricula, blev det klart at der var flere sprogsfærer til stede
der hver knyttede an til en bestemt genre eller en bestemt type tekst. Hele det
videnskabelige paradigme repræsenterer en sådan indskudt genre og er som nævnt ret
dominerende – Auricula fremstår i lange passager som en decideret videnskabelig
afhandling. Samtidig var der tilstedeværelsen af en militærisk sprogsfære som man
genremæssigt kan typebestemme til krigslitteratur og som efterfølges af decideret
krigslyrik. Det lyriske optræder endda flere steder: der er både digtet ”Den engelske lods”
af Henrik Wergeland (s.59), den tidligere nævnte Poundske og Klabundske oversættelser
af kinesisk krigslyrik og Apollinaires digt ”Du coton dans les oreilles” der påstås at
handle om mødet med ørerne i skyttegraven. Inden for lyrikken er der således
repræsenteret nationallyrik, krigslyrik i oversættelse og meget spektakulær
surrealistiske/dadaistiske lyrik. Den måde digtene indføres på, er dog ens: de bliver alle
indskrevet i ørernes historie på en meget bogstavelig måde. Fra at være ren fiktion bliver
digtene betragtet som fakta om verden og bevæger sig så til et stadie hvor sproget til sidst
ikke blot skildrer en virkelighed men bliver til virkelighed ved ørernes mellemkomst. I
”Den Engelske Lods” bliver digtet først brugt som en sørejsemanual, en reel lodsbog,
men så bliver digtet til virkelighed: filigrannet i slutningen af digtet bliver simpelthen til
brændingen på Norges kyst. I passagen med krigslyrikken ekspliciteres denne udviskning
af skellet mellem virkelighed og fiktion: ”Kampen blev hård, så hård at mandskaberne
ofte glemte at det drejede sig om en metafor” (s.152). Skagerrakslaget, eller
Jyllandsslaget, endte uafgjort, men ørerne færdigskriver historien ved at fortsætte et
metaforisk slag hvor tyskerne taber: både metrik og ord bliver til artilleri - ordene skrives
simpelthen til eksistens. I Apollinaires digt optræder den mest markante konkretisering af
indholdet: selve digtet bliver en topografisk afbildning af en slagmark hvori ørerne
indskrives i en samtale med digterjeg’et. Digterjeg’et vil ikke lytte til dem så de skrives
ud af digtet og undgår dermed at blive våde af et Apollinairesk regnvejr på et af de
følgende sider! Igen en absurd sammensmeltning af lyrikkens verden og virkelighedens
40