Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

3 Løsøre kontra fuldendt form
I forsøget på at genrebestemme Auricula vil jeg først betragte værket i spændet mellem
fragment og roman. Nok har Auricula ved første øjekast et fragmentarisk præg i gængs
forstand, men om den også lever op til selve fragmentets idé, kræver en nøjere
betragtning. På titelbladet står der ”roman” så spørgsmålet er om man også kan kalde
Auricula en roman eller om det blot er et udslag af Højholts parodiske humor. Om
Auricula er noget fragmentarisk løsøre eller en total og fuldendt roman er det jeg vil
besvare ved at inddrage romantisk fragmentteori og Bakhtinske romankategorier.
3.1 Auricula og romantikkens fragmentteori
3.1.1 Fragmenttræk i komposition og sprog
Auricula er opdelt i fem større afsnit af vidt forskellig længde. Den røde tråd gennem
bogen er ørerne: hvad de oplever og hvad de egentlig er for nogle væsener, er det som
udgør handlingen på realplan. Der er dog ikke tale om én lang flydende fortælling der er
pyntet med fortællerkommentarer undervejs, men om fem vidt forskellige afsnit hvad
angår narration og tematik. Årsagen er at hele bogen grundlæggende er et notat som autor
præsenterer for os. Det fremgår flere steder at hvad vi får at vide om ørerne, stammer fra
nogle notater som autor sidder med i hænderne, og at det vi læser, er en form for
reflekteret omskrivning af disse notater: ”Op til dette punkt har disse notater forsøgt at
beskrive ørernes natur, som om de havde en sådan” (s.76). Her er helt klart en
autordistancering fra notaternes fremstilling af ørerne idet autor ikke mener at ørerne har
en natur og da slet ikke kan parallelliseres med menneskets natur. Igen på side 90 står der
om Kafka at han var ”nævnt her i disse notater”. Samtidig dateres den skrivende stund til
1971 (s.73 øverst). Hvad disse fortællemæssige uklarheder medfører af
troværdighedsproblemer vil jeg komme ind på senere, men det som er relevant i en
fragmentsammenhæng, er at legitimationen for at betragte Auricula som et fragment
netop ligger i det forhold at den udspringer fra nogle notater. Denne fragmentariske
notatstil afspejles i kompositionen hvilket en parafrase af de enkelte afsnit og deres
overordnede indhold gør klart: i det første afsnit, ”Stilheden”, præsenteres vi for ørerne,
for hvordan de i kraft af en tilfældig stilhed er blevet til og hvordan de har grupperet sig
23