Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

værk opstår. En sådan poetik er som nævnt en art genbrugspoetik eftersom den trækker
linjer til Borges og samtidig er analog til en Derridask pointe, nemlig at ”der er ingen
oprindelig tekst uden om den citering – den efterligning – den udsættes for” 59 . Denne
Højholtske pointe som jeg har draget frem, er altså i sig selv hverken ny eller original, det
nye ligger i indsigten i den måde der efterlignes og genskrives på. Ud fra fragmentteorien
og Bakhtins dialogiske teorier bliver det klart at betydningsdannelsen i Auricula sker i et
møde mellem modsætninger som et dialogisk hybridiserende møde mellem ”sprog”.
Enhver genre, litterær form, modalitet eller specifik forfatterkarateristisk stil er et ”sprog”
der udspringer af en kulturel sfære, og når sprogene mødes, mødes også den
bagvedliggende kultur. Det specielle ved Auricula er jo netop at ørerne udgør en obskøn
subkultur der i sig selv er uinteressant, og at det først er i mødet med den realistiske
kunstnerverden at hele romanens humoristiske særpræg skabes og der opstår nye
humoristiske betydninger af ting og begreber. Bakhtin har øje for den hverdagslige
kultur, og hans teorier er derfor et godt afsæt for at belyse den overdrevne profanering
Auricula stiller til skue. Så selvom Auricula på nogle områder ikke lever op til Bakhtins
romandefinition, besidder den de grundlæggende karakteristika: den er en dialogisk,
bevægelig hybrid. Ved en bred brug af Bakhtins polyfonibegreb kan Auricula samtidig
karakteriseres som polyfonisk, det vil sige at ud over at udtrykke en dialog mellem
modsætninger, formidler den en dialog mellem flere stemmer. Konklusionen er således at
Auricula er både-og: Auricula er på bedste paradoksale vis både et fragment og en roman.
Den er en paradoksal hybrid, et æg, for nu at bruge Højholts yndlingsmetafor: det er
udadtil en lukket perfekt form, nemlig romanformen der ligesom ægget peger på det
absolutte, totale og perfekte, men indvendigt er det under forvandling – det er
indbegrebet af fragmentets undervejs-æstetik. Samtidig er det kropsligt og fostrer liv; det
opretter med sin fertilitet sit eget fiktive rum som Lars Bukdahl påpeger det 60 . Auricula
er et sådant æg, men bare revnet – det har overskredet sit fiktive rums grænser, sin form,
ved at overskride alle former. Fra at være det hele ægs stivnede grimasse der
symboliserer intetheden (den åbne mund, nullet), er det pludselig blevet en levende
grimasse: det har fostret og født et auricula singularis - indbegrebet af en levende
grimasse. Måske er det som Auricula markerer, et vue over Højholts forfatterskab:
Auricula tegner udviklingen fra intethedens grimasse til den levende grimasse.
59 Østergaard (2002), s.379.
60 Bukdahl (2004), s.14.
51