Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

5.3 Det singulære, binære og tertiære
I forhold til en postkolonial vinkel må man konstatere at Auricula afbilleder en hierarkisk
binær normaltankegang med hvad det indebærer af eksklusion og stereotypisering, men
samtidig lurer ambivalensen i form af hybride manifestationer og en erkendelse af verden
som tvetydig. Romanen sigter dog ikke til en opløsning af de binære hierarkier mod en
indføring af et Bhabhask ”third space” men udtrykker i højere grad en omvending af
hierarkierne i form af en hyldest til den normalt negative pol i det binære system:
Andetheden. Det singulære, anderledes, unheimliche promoveres men tænkes stadig ud
fra dets modsætning, det vil sige ud fra en binær tankegang. Dog er alt indrulleret i
tvetydighed så de rene linjer og faste betydninger fra den rent binære tankegang
eksisterer ikke. Det er derimod en positiv og dynamisk forskelstænkning der på mange
måder minder om Bakhtinsk dialogisme: hos Bakhtin er det binære jo ikke negativt som i
postkolonialismen, men derimod positivt da to poler, to stemmer, er grundlaget for
dialog. Det er også markant at det fremmede ord er positivt hos Bakhtin, mens det
fremmede i postkolonialistisk sammenhæng er lig den negativt valoriserede Andethed. I
Auricula optræder det binære negativt som i postkolonial teori i form af en fastlåst
undertrykkende tankegang, men også positivt på linje med Bakhtins ideer idet det binære
her ytres som en dialog mellem modsætninger. Det positivt binære eller dialogismen er
vel at mærke ”third space”-agtigt eftersom det er ikke-fastlåst, men fokuserer på dynamik
og interaktion. Interaktionen mellem modsætninger eller deciderede paradokser er den
vigtigste drivkraft i Auricula. Duchamps erkendelse af at verden er styret af
tvetydighed/ambivalens cementerer dette budskab i Auricula og svarer samtidig til
Højholts erkendelse af at metaforen er et nødvendigt onde.
De forskellige teorier jeg har brugt, grupperer sig numerisk i det singulære,
binære og tertiære og knytter an til de væsentligste pointer i Auricula. Det singulære ser
vi i Auriculas løsrevne fragmentform, i dets romankarakter som en søgen mod et entydigt
absolut, i selve auricula singularis fænomenet og i Duchamps fokus på det ulige i
kunsten. Det singulære fremstår her attråværdigt, men har en negativ uproduktiv side
eftersom det kan ses som Bakhtinsk monologisme. Det binære findes i Auriculas
iscenesættelse af Bakhtins dialogisme og i fragmentpræget som dialog mellem
modsætninger, men også som negativ binær hierarkisering gennem en postkolonial optik.
Også det binære fremstår altså både godt og skidt: som produktivt og som fastlåsende.
72