Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

fordi den tager udgangspunkt i den enkelte romans historiske tilblivelseskontekst. Ved at
tage afsæt i det enkelte værk stivner teorien ikke, men følger med romanens udvikling.
Deri har hans teori en force i modsætning til rene formalistiske kategoriseringer: eftersom
disse ser bort fra den kulturelle kontekst som romansproget uvægerligt afspejler, mister
de sansen for den sproglige udvikling og bliver dermed hurtigere forældede. Bakhtins
stilistiske romanteori inddrager derimod både en teknisk, historisk og åndshistorisk
kategori i sin teori.
For at forstå den tekniske kategori som udgør det første konstituerende træk i
hans romanteori, er det nødvendigt først at sætte sig ind i de vigtigste begreber fra den
historiske kategori som udgør det andet romankonstituerende træk. Det historiske
optræder indirekte overalt idet Bakhtin ser sproget i lyset af en given tids socialhistoriske
kontekst, det vil sige at romanen altid vil afspejle den historiske udvikling idet den vil
være ”en udfoldet refleksion af den menneskelige bevidstheds historiske forandringer”
(s.36). Direkte er det tilstede i kraft af nogle historisk-deskriptive begreber som er
essentielle i hans stilistiske romanteori: det drejer sig primært om begrebet ”rasnoretije”,
forskelligsprogethed 16 som kort sagt hentyder til alle de forskellige sprog der findes
inden for forskellige livsverdener, det vil sige professioner, socialklasser og andre
grupperingers jargoner eller sociolekter som findes inden for en nations sprog 17 . Et af
disse ”sprog” er det såkaldte enhedssprog som er samfundets pæne og korrekte sprogbrug
– her er ingen forskellighed eller lagdeling. Bakhtin mener her at historiens gang
overordnet er determineret af to styrende kræfter: den centripetale og centrifugale kraft.
Mens enhedssproget er styret af den centripetale, samlende kraft er
forskelligsprogetheden således styret af den centrifugale, spredende kraft. Romanen er og
skal være et ”mikrokosmos af forskelligsprogethed” (s.269) hvor forholdet mellem
sprogbrug og sprogsystem, eller ytring og sætning, er dialogisk. Dermed får romanen en
åben og uafsluttet karakter i modsætning til poesien (og dramaet og eposet) som er
sluttede genrer fordi det her er det monologiske ord der hersker.
16 Det samme som nogle Bakhtinforskere kalder heteroglossia og som egentlig er det engelske ord for
”rasnoretije”. Både Bruhn & Lundquist og Nina Møller Andersen bruger dog ordet ”forskelligsprogethed”
frem for ”heteroglossia”. Problemet med at bruge ordet heteroglossia er ifølge Nina Møller Andersen at
man derved går glip af det talesproglige aspekt ved begrebet (”retjije” betyder tale). Andersen (2002), s.81.
For at bevare linjen til det levende, talte ord har jeg, ligesom de teoretikere jeg benytter mig af, således
valgt at bruge det danske ord ”forskelligsprogethed”.
17 Herefter vil de blive omtalt som ”sprog”.
10