Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

Ørernes kønsorganer symboliserer altså intellektet vendt på hovedet; i en Bakhtinsk
terminologi bliver topografien i ”the material bodily principle” dermed vendt om.
Intellektet hører til i den øvre sfære idet det er knyttet til hovedet, og hvis man vender
intellektet om, kommer hovedet nedad i den materielle sfære. Altså skal det intellektuelle
de måtte suge til sig når de læser, først en tur gennem genitalierne før der produceres en
mening. Denne omvendings er ørerne overalt eksponenter for, mange steder tilfældigt
som i læsningen af dr. Steiners værker hvor de ubevidst har ”gennemløbet de
antroposofiske hierarkier i omvendt orden” (s.103). Dermed har de bevæget sig ”fra
åndeverdenen via sjæleverden til legemsverdenen” og altså gennemført en
degraderingsproces – noget de højlydt forarges over (s.103). Denne omvending og
degradering er altså symptomatisk for ørernes paradoksale natur. Et paradoks er her at
ørerne afskyr det de selv repræsenterer, nemlig udråbstegnet, og med det det intetsigende,
alt kommenterende og humane 65 . Samtidig har vi fået at vide at ørerne har en metaforisk
karakter – altså kunne man lave den kobling at metaforen er intetsigende, alt
kommenterende og human. Et meget Højholtsk budskab i så fald eftersom Højholts
poetik bygger på Mallarmés erfaring om at meningsproduktion opstår ”ansigt til ansigt
med intethed” 66 . Højholt accepterer dermed lige som Mallarmé intetheden som vilkår for
litterær skaben; det er dog ikke en nihilistisk tomhed han plæderer for men en konstruktiv
negeringsproces hvor sproget først afmetaforiseres for derefter at blive resemantiseret 67 .
Først en negering og reducering til et nulpunkt og derefter et opspring fra det. Det er et
sådant Højholtsk opspring fra et nulhul som ørerne repræsenterer. Ørernes funktion
gennem hele Auricula er jo nemlig at bogstaveliggøre og legemliggøre sproglige
abstrakter, og denne bogstaveliggørelse er en sådan negerende afmetaforiseringsproces
der skaber ny mening. Ved at være en omvandrende bogstaveliggørelse af intethedens
metafor, udråbstegnet, opnår ørerne at ”etablere et påtrængende nærvær” hvilket er
Højholts mål med sin litteratur 68 . Den kropsliggørelse og paradoksale omvendte
tankegang som både ørerne og Højholtske poetiske praksis repræsenterer, er samtidig
essentielle dele af den karnevalistiske logik.
65
Det bliver i det følgende afsnit forklaret hvorfor ørerne ikke bryder sig om udråbstegnet.
66
Højholt (1972), s.124.
67
Denne afmetaforisering og resemantiseringsproces kommer Høystad også ind på. Høystad (1998), s.61.
68
Dette har Højholt har udtalt i et interview med Niels Frank. Frank (2004), s.22.
58