Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

én lang information til læseren om ørernes beskaffenhed, en viden som ørerne ikke er i
besiddelse af; ørerne ved ikke mere om sig selv end at de på én gang ophidses og ængstes
af ting der har ligheder med deres store mangel: det indre øre. Oftest er lighederne ikke
evidente, men ørerne kan ved de mest afsindige associationer fremdrive en metaforisk
lighed der kan eksaltere dem og indsigten i disse unormale tankeprocesser frembringer et
smil på læben af læseren. Ørerne kommer nemlig til at fremstå ynkelige og grinagtige når
de henholdsvis ophidses og ængstes af de mest ordinære ting. En hundekam (s.220)
kommer ifølge deres tankerækker til at minde dem om en trappe, blot en ”rekapituleret”
en af slagsen som de ifølge autor har ”vandret vandret” på (s.224). Et sådant ordspil fra
autors side tyder samtidig på en meget høj grad af sproglig bearbejdelse af det nævnte
notat – autor er i den grad en bevidst sujetregissør. Autors magtfulde fortælleposition
brydes da også kun én gang i Auricula - og meget kortvarigt 56 . På side 148 får ørerne for
første gang mæle som dramatiserede vi-fortællere. Passagen optræder efter at autor har
refereret en lang diskussion ørerne imellem af Eliots digt ”The Love Song of J. Alfred
Prufrock” – et digt der blandt andet indeholder en havfruesang:
Disse havfruer, hvem folkloren ikke uden vægt tillægger spådomsevner, så længe deres jomfrudomme
bevares, og dertil tjener just fiskehalerne, danner i dybe havkamre partnerskaber med os i drømme,
hævdede ørerne, indtil denne kalden hin september 1915 vækkede os og dermed overlod os til tidens
regelmæssige dønninger, hvori vi langsomt, langsomt går til grunde. (s.148)
Undervejs i diskussionen har flertallet af ørerne kæmpet mod mindretallet og det er
mindretallets udsagn vi her hører. Selvom man godt i begyndelsen kunne forledes til at
tro at det var autors ord, bekræfter det indskudte ”hævdede ørerne” at det er ørernes
”tale” der blot er indført uden grammatiske markører, det vil sige i skjult form. Det ”os”
havfruerne danner partnerskaber med i drømme, må således henvise til disse
mindretalsører. Dette underbygges af at det var i 1915 at ørerne blev undfanget –
simpelthen ved at disse havfruers kalden vækkede dem – og at det kun kan være ørerne
der langsomt går til grunde eftersom de jo kan leve evigt, men lige så stille udslettes af
diverse hændelser. Her tager ørerne altså ordet fra autor og bliver en selvstændig stemme.
56 Ellers optræder der kun 1.person i citater; der er kun en delvis undtagelse, nemlig den meget vage
markering af at synsvinklen overgår til Duchamp på side 226, men det er i mine øjne stadig at regne for et
citat – blot af tanker i stedet for tale og ikke et decideret fortællerskift. Jævnfør afsnit 3.2.1.
46