Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

nævnes de mange fantasifulde alliterationer der optræder som sproglige ornamenter: en
”vankelmodighed vedrørende verdenshjørner” (s.32) er en unødvendig men sjov
beskrivelse af ørernes manglende stedsans lige som beskrivelsen af de svenske ører som
”skumliderlige svenske ører i sæsonen” (s.53) udelukkende er en digressiv finurlighed.
Lige som ord og sætningerne udforsker grænserne for deres virke, eksplorerer
semantikken og de stilistiske figurer deres områder. Modsætningerne spilles ud mod
hinanden idet der veksles mellem sprogets højeste og laveste yderpunkter: det mest
højttravende og seriøse kobles med det profane eller deciderede sjofle i forskellige troper
og figurer. En fjord sammenlignes med en vagina (s.59) og på side 23 bliver en kirke et
sindbillede på et samleje: ”Groote Kerke var virkelig et sindbillede af format, med sin
dobbeltfløjede korbygning, der som labiae minora omslutter tårnets mægtighed, hvis rige
forsiring ørerne forgæves gentog på hjemturen”. Ørerne når endda selv til den konklusion
at det at være salig og liderlig er det samme 37 så det er altså årsagen til at billedsproget
fokuserer på den sammensætning. Ud over sammenligningen er metaforen meget brugt til
at modstille det profane med det sakrale. Ørerne får eksempelvis mindelser om kirker og
højtid ved synet af en damptromle på landevejen til Malmø: damptromlen med sin ”sorte
trinde kedel, sit pavillon-agtige førerhus og sin høje sodede skorsten” får ørerne til at se
den som en ”adstadig katedral” (s.36). Igen er koblingen afledt af det visuelle, af formen.
En beskrivelse af Brancusi som den ”korthugne” mand er også et eksempel på et
billedskabende adjektiv der er afledt af formen; samtidig er det en sproglig nydannelse til
afløsning af adjektivet ”småtskåren”. Det stilistiske er således præget af visuelle impulser
og ret utraditionelle paralleller i forbindelsen mellem real- og billedplan. Til tider er
forbindelsen vist kun indlysende for ørerne og man forledes til at tro at det er den rene
volapyk som her i beskrivelsen af kraftværket i Ringhals på side 33:
Og uden for det terningformede hus, ikke på kajen, ikke i selve Bua by, men tæt derved opførtes så denne
rædsels rugende modstykke, kraftværket i Ringhals, en gigantisk rede af askegrå beton i hvis 4 sarte æg
katastrofer, som ingen plante, intet dyr, intet menneske, kun disse vidskræmte ører forudføler, krummer ryg
De 4 æg er en metafor for kraftværkets fire reaktorer, en metafor som er forberedt af to
andre metaforer nemlig kraftværket som en ”rugende” ting, en ”rede” af beton. Disse tre
37
Det fremgår om ordet ”salige” at ørerne ”…enedes om at ordet i konteksten (deres) lagde sig så tæt op ad
”liderlig”, at forskellen slettedes” (s.25).
26