Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

ældre mere rigide intethedstænkning. Det ville være en opgave i sig selv at gøre rede for
disse poetologiske nuancer i Auricula og jeg vil derfor blot bruge Dan Ringgaards udsagn
til at fastslå at det historiske aspekt er til stede på forfatterplan. I stedet for at udtrykke
”en udfoldet refleksion af den menneskelige bevidstheds historiske forandringer” 54 ,
stiller Auricula forandringerne i Per Højholts poetologiske bevidsthed til skue. Et sådant
historisk perspektiv på romanen gør det muligt at se Auricula som en poetologisk dialog,
et aspekt der giver læsningen et helhedspræg da det stilistiske, nøjagtig som Bakhtin
ønsker det, dermed vender tilbage til dets ”ægte filosofiske og sociologiske tilgang” 55 .
3.3 Polyfoni i Auricula
Den polyfone romanteori er som nævnt en mere snæver forløber til den stilistiske idet
den koncentrerer sig om Dostojevskijs skriveform. Det generelle man kan udlede, er at
polyfonien er en moderne romanform hvis fokus ligger på de stemmer der optræder i
romanen. Stemmerne er som nævnt frigjort af autor, men indgår i en dialog med ham. På
mange måder er det polyfone inkorporeret i den stilistiske romanteori – både
hybridiseringen, det gensidige dialogiske forhold mellem sprogene, de rene dialoger og
de indførte genrer beskæftiger sig med romanens sprog og stemmer. En decideret analyse
af fortællepositioner inddrager den stilistiske romanteori dog ikke og det er her jeg ser
den polyfone romanteoris legitimitet – den er et supplement der fokuserer på de enkelte
stemmer frem for de generelle sprog.
Hvilke stemmer optræder der så i romanen? Ud over autor er der først og
fremmest ørernes tavse stemmer, eller rettere ører: vi hører romanen gennem dem, men
med en distance som autor skaber. Ikke blot optræder de kun fortællemæssigt i tredje
person, men autor (eller notatet) fremstiller dem i et lattervækkende lys. Faktisk skabes
der via autors alvidende fortællerposition en ironisk distance, en decideret dramatisk ironi
ved at autor bagtaler ørerne for læseren så læseren ved mere om ørernes konstitution end
de selv gør. En dobbelt hypotetisk sætning som denne: ”Havde de kunnet være ærlige,
ville de have påstået …” (s.37) afslører fortællerens alvidenhed og er et typisk eksempel
på den dramatiske ironi i Auricula. Hele afsnittet ”Ørernes biologi og psykologi” er også
54 Bachtin (2003), s.36.
55 Ibid s.41
45