Øredøvende tavshed - Aarhus Universitet

7 Konklusion
Auricula kan karakteriseres som en hybrid på alle planer. Den tvinger forskellige genrer,
modaliteter og verdener i dialog med hinanden og formår dermed både at fremstå som et
fragmentarisk, ufuldkomment løsøre men også som en universel roman. Den er således
både et fragment og en roman men ikke ud fra en traditionel forståelse af begreberne.
Den er et fragment i forhold til indholdskriterierne, men den sprænger fragmentets
formmæssige rammer idet den er et fragment på 367 sider. Samtidig er den også i
besiddelse af de grundlæggende karakteristika der gør den til en roman i forhold til
Bakhtins stilistiske romanteori men iscenesætter dem på sin egen måde. Auricula er
grundlæggende dialogisk og iscenesætter forskelligsprogethed men det er nødvendigt at
vride Bakhtins specifikke historiske, åndshistoriske og tekniske kategorier for at
imødekomme Auriculas særheder. Her mener jeg dog at have vist at det er Bakhtins
kriterier der er forældede og snævre og ikke Auricula der ikke lever op til romanens
karakter. I forhold til Bakhtins teori om den polyfone romanteori er Auricula ikke en
mønsterroman men også her skal det bemærkes at Bakhtins idé om det polyfone er meget
rigid, for med en bred forståelse af det polyfone har jeg fået belyst de fortællemæssige
troværdighedsproblemer i Auricula, et felt som dens stilistiske teori ikke kommer ind på.
I forhold til en specifik genrekategorisering af Auricula er Bakhtins
karnevalistiske karnevalskronotop med dens groteske realisme en meget givtig teori.
Gennem min karnevalistiske analyse af Auricula bliver det klart at der spilles meget
bevidst på det profane: alle Bakhtins karnevalstyper er præsente, og Auricula lever på
alle måder op til ”the material bodily principle”, ligesom omvendinger og degraderinger
finder sted på alle niveauer – også på metaplan. Igen omvender Auricula dog Bakhtins
kategorier hvorfor den mest præcise betegnelse for romanen er en realistisk groteske. Ud
over at være et fragment, en (delvist polyfon) roman og realistisk groteske må Auricula
også siges at bevæge sig inden for den fantastiske litteratur, mere specifikt inden for
rammerne af Todorovs moderne generaliserede fantastik. Konklusionen er således at
Auricula er både-og: Auricula er på bedste paradoksale vis både et fragment og en roman
og rummer både fiktion og realia. Det hybride både-og er også omdrejningspunktet i den
måde Auricula iscenesætter postkoloniale tematikker på. Ved at insistere på det groteske
og det hybride, på Andethedens plads i virkeligheden promoverer Auricula et Bhabhask
”third space” hvor de afgrænsede og hierarkiske binære strukturer er opløst og erstattet
78