SMERTESKOLE - Sundhedsstyrelsen

efter basisbehandlingen fastholdes i minimum 6 måneder for gruppen af patienter, som deltog i
Smerteskole direkte efter basisbehandlingen.
Patienterne med et forsinket forløb på Smerteskole har derimod en stigning i smerteintensitet 6
måneder efter basisbehandlingen. Dette forhold kan muligvis forklares ved, at deltagelse i Smerteskolen
forværrer smerterne umiddelbart, da fysisk fremmøde og det at deltage i Smerteskole kan
medføre et ændret aktivitetsniveau i den berørte periode. Endvidere er der fokus på smerter og
deres indflydelse på hverdagslivet på Smerteskolen. Derved bliver der rusket op i opmærksomheden
på smerter og erkendelsen af, at de har kroniske smerter, hvilket umiddelbart kan forværre smerten
i sig selv.
Prædiktorvariable
I undersøgelsen stræbte vi efter at undersøge, om der kunne være sammenhæng mellem visse demografiske
data, som fx uddannelsesniveau, eller nogle psyko-sociale faktorer (målt ved SCL 90R) og
selve udfaldet af behandlingen. Spørgsmålet var om nogle af disse variabler kunne fungere som
prædiktorer for en π/ª positiv ændring i patienternes oplevede helbredsrelaterede livskvalitet.
Bortset fra en enkelt variabel – initiale depressive symptomer – var der ingen af de øvrige forhold,
som havde sammenhæng med udfaldet af behandlingen. De patienter, som havde flest depressive
symptomer, havde en tendens til at opnå forbedringer af den samlede behandling på de mentale
aspekter i SF-36, hvorimod de opnåede mindre eller ingen forbedringer på de fysiske aspekter. En
mulig forklaring på dette kan være, at patienterne fik behandlet deres depressive symptomer gennem
hele behandlingen dels ved antidepressiv medicin (der også hyppigt anvendes som et sekundært
analgetika ved neurogene smerter) dels ved den kognitive behandling både individuelt og på Smerteskolen.
Samtidig kan den depressive tilstand hos patienterne betyde, at de har færre ressourcer til
at ændre adfærd fx i retning af et højere fysisk aktivitets niveau og vedvarende fysisk træning.
I forhold til variablen »igangværende ansøgning om pension eller anden økonomisk kompensation«
havde vi forventet, at der var en negativ sammenhæng mellem denne og et positivt udfald af
behandlingen. Dette er ligeledes vist i tidligere undersøgelser (1, 2). Denne sammenhæng kunne vi
dog ikke påvise i denne undersøgelse. Det kan skyldes, at de patienter, som havde særligt meget
bekymring og opmærksomhed på uafsluttede ansøgninger om økonomisk kompensation, blev ekskluderet
af undersøgelsen. 18% af de inkluderede patienter havde dog en igangværende ansøgning
om økonomisk kompensation, men dette havde i sig selv ikke indflydelse på resultatet af hverken
den samlede behandling, basisbehandlingen eller Smerteskolen.
8.5 Diskussion af metode og materiale
Vores første litteraturgennemgang af effekten af gruppebaseret kognitiv adfærdsterapi for patienter
med kroniske non-maligne smerter viste, at der er en positiv effekt af denne behandling (8, 12,
25). Ligeledes har et tidligere pilotprojekt på Tværfagligt Smertecenter vist, at denne behandling i
form af Smerteskole hjælper patienterne til bedre at kunne håndtere hverdagen med smerter og
acceptere smerten, som en kronisk tilstand.
På baggrund heraf designede vi et forsøg, hvor alle fik tilbudt Smerteskole på et tidspunkt i forløbet.
Endvidere afgrænsede vi undersøgelsen til at omfatte 2 grupper for at få et nødvendigt antal patienter
i hver gruppe og samtidig afkorte forsøgsperioden mest muligt, da behandlingen udvikler
og ændrer sig naturligt over tid. Det betyder på den anden side, at vi i opgørelsen af resultaterne
og diskussionen af disse mangler en gruppe randomiseret til »Ikke Smerteskole«. Denne ville have
været direkte sammenlignelig og dermed kunne vi have udtalt os mere direkte om effekten af
Smerteskole. Gruppe 2 kunne have tjent dette formål ved at have udfyldt spørgeskemaet SF-36 lige
før deltagelse i Smerteskolen (se flowchart). Dette blev fravalgt, da vi ønskede at afgrænse antallet
Smerteskole – en medicinsk teknologivurdering 53