SMERTESKOLE - Sundhedsstyrelsen

9.3.3 Erkendelse af at smerten er kronisk
Flere af deltagerne i interviewundersøgelsen beskrev, at Smerteskolen var medvirkende til, at de
opnåede en erkendelse af, at smerten var en kronisk tilstand. Dette udtrykkes eksempelvis i følgende
citater:
Erik:
Ida:
»Jeg har jo fået det bedre. Fordi jeg gik til en smertelæge, der gav mig nogle blokader. Der har jeg
gået i mange år, jeg blev ved med at have myoser. Efter jeg startede på Smerteskolen fik jeg at vide,
at dem skulle jeg ikke have flere af. Nu skulle jeg til at holde mig til medicinen og så træne. Jeg
har ikke haft brug for at gå til den læge mere. Så jeg er sluppet af med en masse myoser i skuldrene.
Selvfølgelig kan jeg få myoser, men jeg ved, det tager natten over, så har jeg det godt igen. Så jeg
har lært at acceptere det i stedet for at få blokader, som faktisk gør det værre.«
»Vi fik også at vide herinde, at man ikke skulle blive ved med det der, man skulle prøve at lade
være med at køre rundt i behandlersystemet, prøve at komme lidt ud af det, få en pause fra det.
Og det kan jeg godt se er en fordel, fremfor den gang man bare gik og ventede på en diagnose – at
man cyklede rundt fra den ene til den anden. Er du sindssyg, jeg har fået henvisninger til mange
læger. Du kan ikke rende til alle de læger. Du kan ikke rende med det håb hver gang, nå ham her,
han er god. Du bliver nødt til at sige fra over for det og sige okay, jamen så er det sådan her.«
Deltagerne beskriver desuden, at behandlingen på Smerteskolen har givet dem »tryghed« til at falde
til ro og leve med smerterne, bl.a. fordi de har fået en forståelse for deres smerter, årsagen dertil og
af de forhold, der kan være med til at påvirke oplevelsen af smerte.
Smerteskolen hjalp endvidere deltagerne til få øje på egne ressourcer og vurdere disse realistisk.
Samtidig fik flere hjælp til at prøve nogle ting af og indhente nye erfaringer med at leve med
smerter. Det har betydet, at de i deres dagligdag er blevet mere åbne og udadvendte, at de prøver
positivt at revurdere deres situation og se muligheder frem for begrænsninger.
Følgende citat fra Ida beskriver denne ændring, fra at være bange for smertens betydning til at
kende den som en kronisk tilstand, eksemplarisk:
»Lige pludselig kunne jeg igen genoptage mit liv. Selvfølgelig ikke med samme styrke, men jeg kunne
begynde at gøre de ting, som jeg også havde gjort før og selv vælge, hvad jeg ville lave. Vil jeg kælke
med min søn og så have ondt i morgen? Jamen det vil jeg gerne – de gør ikke noget de her smerter,
andet end de selvfølgelig gør ondt og jeg er syg i morgen. Før da turde jeg ikke noget, for jeg var
bange for, at de smerter, de skulle gøre noget. Så på den måde var det rart nok at få at vide, at de
er der bare, og det må du acceptere. Du må prioritere, hvad du har lyst til at lave, for de gør ikke
noget, de er der bare«.
Konsekvensen af at indstille sig på, at smerten er kommet for at blive er, at deltagerne oplever en
frihed fra ængstelse for smerter og fremtiden. Samtidig oplever flere, at smerten ikke længere optager
så meget plads i deres liv, at de mærker den som mindre påtrængende og styrende og at intensiteten
i smerten bliver mindre efterhånden, som opmærksomheden rettes mod andre væsentlige forhold.
Gustav udtrykker dette således:
»Smerten bliver en tilstand, man går ikke og tænker over det, man vænner sig til at gøre tingene
anderledes.«
og Hanne siger:
Smerteskole – en medicinsk teknologivurdering 62