ET DUKKEHJEM. Skuespil i tre akter af Henrik Ibsen ...

NORA Hvorfor ser De så kritisk ud? Tror De kanske ikke de passer?
RANK Det kan jeg umuligt ha'e nogen begrundet formening om.
NORA (ser et øjeblik på ham). Fy skam Dem. (slår ham let på øret med strømperne.) Det skal
De ha'e.
(pakker dem atter sammen.)
RANK Og hvad er det så for andre herligheder, jeg skal få se.
NORA De får ikke se en smule mere; for De er uskikkelig.
(hun nynner lidt og leder mellem sagerne.)
RANK (efter en kort taushed). Når jeg sidder her således ganske fortrolig sammen med Dem, så
begriber jeg ikke - nej, jeg fatter det ikke - hvad der skulde blevet af mig, hvis jeg aldrig var
kommen her i huset.
NORA (smiler). Jo jeg tror nok, at De igrunden hygger Dem ganske godt hos os.
RANK (sagtere, ser hen for sig). Og så at skulle gå fra det altsammen -
NORA Sniksnak; De går ikke fra det.
RANK (som før). - og ikke kunne efterlade sig et fattigt takkens tegn engang; knapt nok et
flygtigt savn, - ikke andet, end en ledig plads, som kan udfyldes af den første den bedste.
NORA Og hvis jeg nu bad Dem om -? Nej -
RANK Om hvad?
NORA Om et stort bevis på Deres venskab -
RANK Ja, ja?
NORA Nej jeg mener, - om en umådelig stor tjeneste -
RANK Vilde De virkelig for en gangs skyld gøre mig så lykkelig?
NORA Å, De ved jo slet ikke, hvad det er.
RANK Nu godt; så sig det.
NORA Nej men jeg kan ikke, doktor Rank; det er noget så urimelig meget, - både et råd og en
hjælp og en tjeneste -
RANK Så meget desto bedre. Det er mig ufatteligt, hvad De kan mene. Men så tal dog. Har jeg
da ikke Deres fortrolighed?
NORA Jo det har De som ingen anden. De er min troeste og bedste ven, det ved jeg nok. Derfor
vil jeg også sige Dem det. Nu vel da, doktor Rank; der er noget, som De må hjælpe mig at
forhindre. De ved, hvor inderligt, hvor ubeskrivelig højt Torvald elsker mig; aldrig et øjeblik
vilde han betænke sig på at give sit liv hen for min skyld.
RANK (bøjet mod hende). Nora, - tror De da at han er den eneste -?
NORA (med et let ryk). Som -?
RANK Som gladelig gav sit liv hen for Deres skyld.
NORA (tungt). Ja så.
RANK Jeg har svoret ved mig selv, at De skulde vide det før jeg gik bort. En bedre lejlighed
vilde jeg aldrig finde. - Ja, Nora, nu ved De det. Og nu ved De altså også, at til mig kan De betro
Dem, som til ingen anden.
NORA (rejser sig; jævnt og roligt). Lad mig slippe frem.
RANK (gør plads for hende, men bliver siddende). Nora -
NORA (i døren til forstuen). Helene, bring lampen ind. - (går hen imod ovnen.) Ak, kære doktor
Rank, dette her var virkelig stygt af Dem.
RANK (rejser sig). At jeg har elsket Dem fuldt så inderligt, som nogen anden? Var det stygt?
NORA Nej, men at De går hen og siger mig det. Det var jo sletikke nødvendigt -
Henrik Ibsen: Et Dukkehjem 28