ET DUKKEHJEM. Skuespil i tre akter af Henrik Ibsen ...

NORA (stryger en voksstikke af). Lad mig gi'e Dem ild.
RANK Tak for det. (hun holder stikken for ham; han tænder.) Og så farvel!
HELMER Farvel, farvel, kære ven!
NORA Sov godt, doktor Rank.
RANK Tak for det ønske.
NORA Ønsk mig det samme.
RANK Dem? Nå ja, når De vil det -. Sov godt. Og tak for ilden.
(han nikker til dem begge og går.)
5. scene (Nora, Helmer)
HELMER (dæmpet). Han havde drukket betydeligt.
NORA (åndsfraværende). Kanske det.
(Helmer tager sit nøgleknippe op af lommen og går ud i forstuen.)
NORA Torvald - hvad vil du der?
HELMER Jeg må tømme brevkassen; den er ganske fuld; der blir ikke plads til aviserne
imorgen tidlig -
NORA Vil du arbejde inat?
HELMER Det ved du jo, jeg ikke vil. - Hvad er det? Her har været nogen ved låsen.
NORA Ved låsen -?
HELMER Ja visst har der så. Hvad kan det være? Jeg skulde dog aldrig tro at pigerne -? Her
ligger en afbrækket hårnål. Nora, det er din -
NORA (hurtigt). Så må det være børnene -
HELMER Det må du sandelig vænne dem af med. Hm, hm; - nå, der fik jeg den op alligevel.
(tager indholdet du og råber ud i køkkenet.) Helene? - Helene; sluk lampen i entréen.
(han går ind i værelset igen og lukker døren til forstuen.)
HELMER (med brevene i hånden). Se her. Vil du se, hvorledes det har ophobet sig. (blader
imellem.) Hvad er det for noget?
NORA (ved vinduet). Brevet! Å nej, nej, Torvald!
HELMER To visitkort - fra Rank.
NORA Fra doktor Rank?
HELMER (ser på dem). Doktor medicinæ Rank. De lå øverst; han må have stukket dem ind da
han gik.
NORA Står der noget på dem?
HELMER Der står et sort kors over navnet. Se her. Det er dog et uhyggeligt påfund. Det er jo,
som om han meldte sit eget dødsfald.
NORA Det gør han også.
HELMER Hvad? Ved du noget? Har han sagt dig noget?
NORA Ja. Når de kort kommer, så har han taget afsked med os. Han vil lukke sig inde og dø.
HELMER Min stakkers ven. Jeg vidste jo, at jeg ikke skulde få beholde ham længe. Men så
snart -. Og så gemmer han sig bort som et såret dyr.
NORA Når det skal ske, så er det bedst, at det sker uden ord. Ikke sandt, Torvald?
HELMER (går op og ned). Han var så sammenvokset med os. Jeg synes ikke, jeg kan tænke
mig ham borte. Han, med sine lidelser og med sin ensomhed, gav ligesom en skyet baggrund for
vor sollyse lykke. - Nå, det er kanske bedst således. For ham ialfald. (standser.) Og måske også
Henrik Ibsen: Et Dukkehjem 43