ET DUKKEHJEM. Skuespil i tre akter af Henrik Ibsen ...

grundsætninger har du taget i arv. Ingen religion, ingen moral, ingen pligtfølelse -. Å, hvor jeg er
bleven straffet for at jeg så igennem fingre med ham. For din skyld gjorde jeg det; og således
lønner du mig.
NORA Ja, således.
HELMER Nu har du ødelagt hele min lykke. Hele min fremtid har du forspildt for mig. Å, det
er forfærdeligt at tænke på. Jeg er i et samvittighedsløst menneskes vold; han kan gøre med mig,
hvad han vil, forlange af mig, hvad det skal være, byde og befale over mig, som det lyster ham; -
jeg tør ikke kny. Og så jammerligt må jeg synke ned og gå tilgrunde for en letsindig kvindes
skyld!
NORA Når jeg er ude af verden, så er du fri.
HELMER Å ingen fagter. Slige talemåder havde din fader også på rede hånd. Hvad vilde det
nytte mig, at du var ude af verden, som du siger? Ikke det ringeste vilde det nytte mig. Han kan
gøre sagen bekendt alligevel; og gør han det, så blir jeg kanske mistænkt for at have været
vidende om din forbryderske handling. Man vil kanske tro, at jeg har stået bagved, - at det er
mig, som har tilskyndet dig! Og alt dette kan jeg takke dig for, dig, som jeg har båret på
hænderne gennem hele vort ægteskab. Forstår du nu, hvad du har gjort imod mig?
NORA (med kold ro). Ja.
HELMER Dette er så utroligt, at jeg ikke kan fastholde det. Men vi må se at komme tilrette. Tag
schavlet af. Tag det af, siger jeg! Jeg må se at tilfredsstille ham på en eller anden måde. Sagen
må dysses ned for enhver pris. - Og hvad dig og mig angår, så må det se ud, som om alt var
imellem os ligesom før. Men naturligvis kun for verdens øjne. Du blir altså fremdeles her i huset;
det er en selvfølge. Men børnene får du ikke lov til at opdrage; dem tør jeg ikke betro dig -. Å, at
måtte sige dette til hende, som jeg har elsket så højt, og som jeg endnu -! Nå, det må være forbi.
Herefterdags gælder det ikke længere lykken; det gælder bare at redde resterne, stumperne,
skinnet -
(det ringer på entréklokken.)
HELMER (farer sammen). Hvad er det? Så sent. Skulde det forfærdeligste -! Skulde han -?
Skjul dig, Nora! Sig, du er syg.
(Nora blir stående ubevægelig. Helmer går hen og åbner forstuedøren.)
STUEPIGEN (halvt afklædt, i forstuen). Her kom et brev til fruen.
HELMER Giv mig det. (griber brevet og lukker døren.) Ja, det er fra ham. Du får det ikke; jeg
vil selv læse det.
NORA Læs du.
HELMER (ved lampen). Jeg har næppe mod til det. Kanske er vi fortabte, både du og jeg. Nej;
jeg må vide det, (bryder brevet ilsomt; løber nogle linjer igennem; ser på et indlagt papir; et
glædesskrig:) Nora!
NORA (ser spørgende på ham).
HELMER Nora! - Nej; jeg må læse det endnu en gang. - Jo, jo; så er det. Jeg er frelst! Nora, jeg
er frelst!
NORA Og jeg?
HELMER Du også, naturligvis; vi er frelste begge to, både du og jeg. Se her. Han sender dig dit
gældsbevis tilbage. Han skriver, at han fortryder og angrer -; at et lykkeligt omslag i hans liv -; å,
det kan jo være det samme, hvad han skriver. Vi er frelste, Nora! Der er ingen, som kan gøre dig
noget. Å, Nora, Nora -; nej, først alt dette afskyelige ud af verden. Lad mig se - (kaster et blik på
forskrivningen). Nej, jeg vil ikke se det; det skal ikke være for mig andet, end en drøm
Henrik Ibsen: Et Dukkehjem 45