ET DUKKEHJEM. Skuespil i tre akter af Henrik Ibsen ...

altsammen. (river beviset og begge brevene istykker, kaster det hele ind i ovnen og ser på det,
mens det brænder.) Se så; nu er det ikke mere til. - Han skrev, at du siden julaften -. Å, det må
have været tre forfærdelige dage for dig, Nora.
NORA Jeg har kæmpet en hård strid i disse tre dage.
HELMER Og våndet dig, og ikke øjnet anden udvej end -. Nej; vi vil ikke mindes alt dette
hæslige. Vi vil kun juble og gentage: det er over, det er over! Hør dog på mig, Nora; du synes
ikke at fatte det: det er over. Hvad er det dog for noget - dette stivnede udtryk? Å stakkers lille
Nora, jeg forstår det nok; du synes ikke du kan tro på, at jeg har tilgivet dig. Men det har jeg,
Nora; jeg sværger dig til: jeg har tilgivet dig alt. Jeg ved jo, at hvad du gjorde, det gjorde du af
kærlighed til mig.
NORA Det er sandt.
HELMER Du har elsket mig, som en hustru bør elske sin mand. Det var kun midlerne, som du
ikke havde indsigt nok til at dømme om. Men tror du, at du er mig mindre kær, fordi du ikke
forstår at handle på egen hånd? Nej, nej; støt du dig bare til mig; jeg skal råde dig; jeg skal
vejlede dig. Jeg måtte ikke være en mand, hvis ikke netop denne kvindelige hjælpeløshed gjorde
dig dobbelt tiltrækkende i mine øjne. Du skal ikke fæste dig ved de hårde ord, jeg sagde dig i den
første forfærdelse, da jeg syntes, alt måtte styrte sammen over mig. Jeg har tilgivet dig, Nora; jeg
sværger dig til, jeg har tilgivet dig.
NORA Jeg takker dig for din tilgivelse.
(hun går ud gennem døren tilhøjre.)
HELMER Nej, bliv -. (ser ind.) Hvad vil du der i alkoven?
NORA (indenfor). Kaste maskeradedragten.
HELMER (ved den åbne dør). Ja, gør det; se at komme til ro og få samle dit sind til ligevægt
igen, du min lille forskræmte sangfugl. Hvil du dig trygt ud; jeg har brede vinger at dække dig
med. (går omkring i nærheden af døren.) Å, hvor vort hjem er lunt og smukt, Nora. Her er ly for
dig; her skal jeg holde dig som en jaget due, jeg har fået reddet uskadt ud af høgens klør; jeg skal
nok bringe dit stakkers klappende hjerte til ro. Lidt efter lidt vil det ske, Nora; tro du mig.
Imorgen vil alt dette se ganske anderledes ud for dig; snart vil alting være ligesom før; jeg skal
ikke længe behøve at gentage for dig, at jeg har tilgivet dig; du vil selv usvigelig føle, at jeg har
gjort det. Hvor kan du tænke, det skulde kunne falde mig ind at ville forstøde dig, eller blot
bebrejde dig noget? Å, du kender ikke en virkelig mands hjertelag, Nora. Det er for en mand
noget så ubeskriveligt sødt og tilfredsstillende i dette, at vide med sig selv, at han har tilgivet sin
hustru, - at han har tilgivet hende af fuldt og oprigtigt hjerte. Hun er jo derved ligesom i dobbelt
forstand blevet hans ejendom; han har ligesom sat hende ind i verden påny; hun er på en måde
bleven både hans hustru og hans barn tillige. Således skal du være for mig herefterdags, du lille
rådvilde, hjælpeløse væsen. Ængst dig ikke for nogenting, Nora; bare åbenhjertig imod mig, så
skal jeg være både din vilje og din samvittighed. - Hvad er det? Ikke tilsengs? Har du klædt dig
om?
NORA (i sin hverdagskjole). Ja, Torvald, nu har jeg klædt mig om.
HELMER Men hvorfor, nu, så sent -?
NORA Inat sover jeg ikke.
HELMER Men, kære Nora -
NORA (ser på sit uhr). Klokken er endnu ikke så mange. Sæt dig her, Torvald; vi to har meget
at tale sammen.
(hun sætter sig ved den ene side af bordet.)
Henrik Ibsen: Et Dukkehjem 46