ET DUKKEHJEM. Skuespil i tre akter af Henrik Ibsen ...

for os, Nora. Nu er vi to så ganske henvist til hinanden alene. (slår armene om hende.) Å, du min
elskede hustru; jeg synes ikke, jeg kan holde dig fast nok. Ved du vel, Nora, - mangengang
ønsker jeg, at en overhængende fare måtte true dig, for at jeg kundevove liv og blod og alt, alt,
for din skyld.
NORA (river sig løs og siger stærkt og besluttet): Nu skal du læse dine breve, Torvald.
HELMER Nej, nej; ikke inat. Jeg vil være hos dig, min elskede hustru.
NORA Med dødstanken på din ven -?
HELMER Du har ret. Dette har rystet os begge; der er kommet uskønhed ind imellem os; tanker
om død og opløsning. Dette må vi søge frigørelse for. Indtil da -. Vi vil gå hver til sit.
NORA (om hans hals). Torvald, - godnat! Godnat!
HELMER (kysser hende på panden). Godnat, du min lille sangfugl. Sov godt, Nora. Nu læser
jeg brevene igennem.
(han går med pakken ind i sit værelse og lukker døren efter sig.)
6. scene (Nora alene)
NORA (med forvildede øjne, famler omkring, griber Helmers domino, slår den omkring sig og
hvisker hurtigt, hæst og afbrudt): Aldrig se ham mere. Aldrig. Aldrig. Aldrig. (kaster sit schavl
over hovedet.) Aldrig se børnene mere heller. Ikke dem heller. Aldrig; aldrig. - Å, det iskolde
sorte vand. Å, det bundløse -; dette -. Å, når det bare var over. - Nu har han det; nu læser han det.
Å nej, nej; ikke endnu. Torvald, farvel du og børnene -
(Hun vil styrte ud igennem forstuen; i det samme river Helmer sin dør op og står der med et
åbent brev i hånden.)
7. scene (Nora, Helmer)
HELMER Nora!
NORA (skriger højt). Ah -!
HELMER Hvad er det? Ved du, hvad der står i dette brev?
NORA Ja, jeg ved det. Lad mig gå! Lad mig komme ud!
HELMER (holder hende tilbage). Hvor vil du hen?
NORA (prøver at rive sig løs). Du skal ikke redde mig, Torvald!
HELMER (tumler tilbage). Sandt! Er det sandt, hvad han skriver? Forfærdeligt! Nej, nej; det er
jo umuligt, at dette kan være sandt.
NORA Det er sandt. Jeg har elsket dig over alt i verdens rige.
HELMER Å kom ikke her med tåbelige udflugter.
NORA (et skridt imod ham). Torvald -!
HELMER Du ulyksalige, - hvad er det, du har foretaget dig!
NORA Lad mig komme bort. Du skal ikke bære det for min skyld. Du skal ikke tage det på dig.
HELMER Ikke noget komediespil. (låser forstuedøren af.) Her blir du og står mig til regnskab.
Forstår du, hvad du har gjort? Svar mig! Forstår du det?
NORA (ser ufravendt på ham og siger med et stivnende udtryk): Ja, nu begynder jeg at forstå det
tilbunds.
HELMER (går omkring på gulvet). Å hvor forfærdeligt jeg er vågnet op. I alle disse otte år, -
hun, som var min lyst og stolthed, - en hyklerske, en løgnerske, - værre, værre, - en forbryderske!
- Å, denne bundløse hæslighed, som ligger i alt dette! Fy, fy!
NORA (tier og ser fremdeles ufravendt på ham).
HELMER (standser foran hende). Jeg burde have anet, at noget sligt vilde ske. Jeg burde have
forudset det. Alle din faders letsindige grundsætninger -. Ti! Alle din faders letsindige
Henrik Ibsen: Et Dukkehjem 44