ET DUKKEHJEM. Skuespil i tre akter af Henrik Ibsen ...

TREDJE AKT.
--------
(Samme værelse. Sofabordet, med stole omkring, er flyttet frem midt på gulvet. En lampe
brænder på bordet. Døren til forstuen står åben. 2: Der høres dansemusik fra etagen ovenover.)
1. scene (Fru Linde, Krogstad)
(Fru Linde sidder ved bordet og blader adspredt i en bog; forsøger at læse, men synes ikke at
kunne holde tankerne samlet; et par gange lytter hun spændt mod yderdøren.)
LINDE (ser på sit uhr). Endnu ikke. Og nu er det dog på den højeste tid. Hvis han bare ikke -
(lytter igen.) Ah, der er han. (hun går ud i forstuen og åbner forsigtigt den ydre dør; der høres
sagte skridt på trappen; hun hvisker:) Kom ind. Her er ingen.
KROGSTAD (i døren). Jeg fandt en seddel fra Dem hjemme. Hvad skal dette her betyde?
LINDE Jeg må nødvendig tale med Dem.
KROGSTAD Så? Og det må nødvendig ske her i huset?
LINDE Hjemme hos mig var det umuligt; mit værelse har ikke egen indgang. Kom ind; vi er
ganske alene; pigen sover og Helmers er på bal ovenpå.
KROGSTAD (går ind i stuen). Se, se; Helmers danser iaften? Virkelig?
LINDE Ja, hvorfor ikke det?
KROGSTAD Å nej, sandt nok.
LINDE Ja, Krogstad, lad os så tale sammen.
KROGSTAD Har da vi to noget mere at tale om?
LINDE Vi har meget at tale om.
KROGSTAD Det trode jeg ikke.
LINDE Nej, for De har aldrig forståt mig rigtigt.
KROGSTAD Var der noget andet at forstå, end det, som er så ganske ligetil i verden? En
hjerteløs kvinde gir en mand løbepas, når der tilbyder sig noget, som er fordelagtigere.
LINDE Tror De, at jeg er så aldeles hjerteløs? Og tror De, at jeg brød med let hjerte?
KROGSTAD Ikke det?
LINDE Krogstad, har De virkelig troet det?
KROGSTAD Hvis ikke så var, hvorfor skrev De da den gang til mig slig, som De gjorde?
LINDE Jeg kunde jo ikke andet. Når jeg skulde bryde med Dem, så var det jo også min pligt at
udrydde hos Dem alt, hvad De følte for mig.
KROGSTAD (knuger sine hænder). Således altså. Og dette - dette bare for pengenes skyld!
LINDE De må ikke glemme, at jeg havde en hjælpeløs moder og to små brødre. Vi kunde ikke
vente på Dem, Krogstad; med Dem havde det jo så lange udsigter dengang.
KROGSTAD Lad så være; men De havde ikke ret til at forstøde mig for noget andet menneskes
skyld.
LINDE Ja, jeg ved ikke. Mangengang har jeg spurgt mig selv, om jeg havde ret til det.
KROGSTAD (sagtere). Da jeg misted Dem, var det som om al fast grund gled bort under
fødderne på mig. Se på mig; nu er jeg en skibbruden mand på et vrag.
LINDE Hjælpen turde være nær.
KROGSTAD Den var nær; men så kom De og stilled Dem imellem.
LINDE Imod mit vidende, Krogstad. Det var først idag jeg fik høre, at det er Dem, jeg skal
afløse i banken.
KROGSTAD Jeg tror Dem, når De siger det. Men nu, da De ved det, træder De så ikke tilbage?
LINDE Nej; for det vilde dog ikke gavne Dem det mindste.
Henrik Ibsen: Et Dukkehjem 37