Samfundsfagsnyt 171 - FALS

More documents

Recommendations

Info

anmeldelser uangribelig inden for de traditionelle tankemæssige tilgange, som nu engang er instituttets. Han behandler også spørgsmålet om graden af enighed i folketinget, men nøjes dog med en opdeling på de klassiske skillelinjer, nemlig i forbindelse med love, beslutninger og vedtagelser Anm. tillader sig her at efterlyse nogle mere raffinerede metoder til at måle ”afstande” mellem partierne på. Det synes også at være nødvendigt at sondre mellem lovenes vægt og betydning for at undgå den summariske udlægning om de 80% enighed. Damgaard, der står som redaktør af et glimrende nummer af tidsskriftet Politica (nr. 37) fra 2005, gør gode komparative internationale iagttagelser, men det forbavser anmelderen, at der her ikke er trukket mere på især pointer fra andre forfattere i dette nummer. Eksempelvis er de aktiviteter, der ikke har betydning for lovgivningsarbejdet vokset betydeligt. Det sidste afsnit om forvaltningssystemet er så naturligvis Grønnegårds. Og ingen som ham her i landet formår med korte sætninger og en knivskarp logik at fremstille den side af sagen. Den mand kan sondre. Der er ingen svinkeærinder og tom snak i denne pædagogisk fremragende fremstilling. Hvis man dog skulle ønske mere, så skulle det være nogle flere eksempler på forskellige ministerieopbygninger sammen med de erfaringer man måtte have indhøstet. Desuden forekommer der at være en slagside til forvaltning i forhold til ”of- 8 samfundsfagsnyt september 2008 fentlig administration”, Det kommer især til udtryk i det allersidste afsnit, hvor Grønnegård på godt tre sider klarer ”Kontinuitet, reformer og dynamik”. Diverse dobbeltbegreber som Mål- og rammestyring, Centralisering og decentralisering, samt Markedsgørelse og kvalitetsstyring (herunder evalueringer) burde være tydeliggjort og især det sidste begrebspar får alt for lidt opmærksomhed. Man må dog forvente, at det kommer Grønnegård tilbage til, når de studerende er længere henne i studiet. Vi er sikkert mange, der savner Grønnegårds begavede klumme i Weekendavisen. I det hele taget er der alt for få universitetsfolk, der ytrer sig på et vurderende plan i medierne, og alt for mange spindoktorer og letbenede politiske (dagblads) kommentatorer, som i dag får lov til ensidigt at beherske scenen. Det er ikke en underholdende bog. Men den er saglig. Og den kunne være en relevant prøvesten for det unge menneske i gymnasiet, som overvejer at starte på samfundsfags- eller statskundskabs-studiet. Hvis vedkommende kommer nogenlunde helskindet igennem den, så kunne det måske være en art lakmusprøve på interesseintensiteten. Man sagde engang i spøg der sidst i 1960-erne, at man skulle lade Poul Meyer udtænke de originale og provokerende tanker, men lade Rasmussen systematisere dem, for endelig at lade Bjøls formidlingsmæssige evner om at skrive det. En sådant 3- hovedet skabning fik vi aldrig - og måske godt for det - det kunne nemt være blevet lidt for overvældende! De 3 Århusprofessorer med studietid i 60erne og med en alder i dag i begyndelsen af 60erne ligner hinanden ret meget i stil, og det er ikke så mystisk, for de er alle tre prisværdigt rundet af Erik Rasmussens systematiske logik og fornuft. Der er ingen sammenfatning eller konklusion til sidst. Ej heller indeks, men en lang omfattende litteraturliste, der afsluttes med en halv side om Netsteder. Bogens hjemmeside er her nævnt som den første: www.det-demokratiske-system.academica.dk. Anm. har til en vis grad testet den og fundet den OK i smuk forlængelse af en rigtig god, introducerende universitetslærebog. Kurt Fredsgaard fredsgaard@adslhome.dk eigil mølgaard Den finansielle sektor Frydenlund. 2007, 145 sider. Den tidligere direktør for Finanstilsynet Eigil Mølgaard har skrevet en bog om den finansielle sektor. Det er en oversigtspræget fremstilling af de forskellige virksomheder/institutioner i den finansielle sektor, såsom pengeinstitutter, realkreditinstitutioner,skadesforsikringsselskaber, livsforsikrings- og pensionskasser og investeringsforeninger. Desuden de offentlige kontrolinstanser såsom Finanstilsynet og Konkurrencestyrelsen, foruden offentligt prægede institutioner som Nationalban-
ken, Værdipapircentralen og endelig Københavns fondsbørs. Desuden har bogen lidt om udviklingstendenser, såsom dannelsen af finansielle koncerner, der indebærer en brancheglidning mellem de forskellige finansielle institutioner samt om finansielle kriser, eksemplificeret ved to pengeinstitutter Bornholmerbanken og Baltica Bank, der var i problemer for en 15-20 år siden og blev overtaget af andre. Endelig er der til sidst et kort introduktionskapitel til EU med vægt på de finansielle aspekter. Afslutningsvis er der ordforklaringer, en oversigt over relevante hjemmesider samt et stikordsregister. Bogen er tydeligvis tænkt som en introduktion til emnet og en lærebog for vel især handelsskoleelever. Bogen er for tynd til at fungere som opslagsbog for samfundsfagslærere. Måske vil elever, der skriver opgaver med finansielle aspekter kunne finde nogle oplysninger. Det er ærgerligt at bogen ikke har mere om samspillet mellem den finansielle sektor og samfundsøkonomien, f.eks. boligfinansiering, boligpriser og konjunkturudvikling eller finansielle kriser på samfundsøkonomisk plan og ikke bare for det enkelte pengeinstitut. Niels Lund ralf dahrendorf: På sporet af en ny orden Ellekær 2007, München 2007. Dahrendorf er en mand der har været vidt omkring: tysk født, filosofi, filologi, doktorgrad i sociologi, professor, medlem af landdagen og derefter forbundsdagen i Tyskland for FDP, EFkommissær, direktør for London School of Economics, rektor ved St.Anthony`s College, engelsk statsborger, baron og medlem af House of Lords. Som sådan vistnok en virkeliggørelse af hans centrale princip: udelelig frihed som aktivitet, en liberal tænker med udgangspunkt i klassisk liberalisme fra Kant, men hele tiden jordnært forankret i den sørgelige videnskab økonomi. Bogen er en række forelæsninger – ”Krupp-forelæsninger” fra Essen 2001-02 der spænder fra økonomi, over sociologi til politik og filosofi, og forsøger at præcisere den situation, vi står i her i begyndelsen af det nye årtusinde, for på et ikke-utopisk grundlag at kunne pege på tendenser, der kan anspore til håb, mening, hvis man tror på personens ret til frihed. Med de forbehold hans erkendelsesteoretiske forsigtighed fra Popper tilsiger, er rammen for samfundslivet da i udgangspunktet optimistisk, idet levefoden har udvidet livsmulighederne – frihedens muligheder - dramatisk i de vestlige lande. Dahrendorf glemmer ikke uligheden på verdensplan eller indenfor OECD, og det er da også den faktor der truer globaliseringens muligheder mest, idet det centrale begreb til forståelse af de virkelige trusler er Durkheims anomi. Hastigheden i forandringsprocesserne er fulgt af en spaltning mellem på den ene side de der vinder -den glo- anmeldelser bale hightechelite-, samt de som hægter sig på vinderne som tjenere og på den anden side taberne, de udelukkede der ikke kan forstås som klasse, men som individuelle skæbner i en vildtvoksende verden ude af kontrol. Herfra kommer faren for ”opting out” i narkomisbrug, sociale eskapismer, fundamentalisme, terrorisme. Men også faren for at de rige landes forsøg på kontrol af faren underminerer friheden, fordi arbejde bliver middel til social kontrol – den personlige ret bindes op på pligten, ”ret og pligt”, med Nyrup. Den personlige ret er udgangspunktet, retten til frihed den vigtigste, men hermed også et krav om omfordeling, fordi frihed skal forstås konkret som muligheder. Lig Rawls accepterer Dahrendorf ulighed som et element i friheden, men kun under den forudsætning at de begunstigedes fordele ikke må begrænse andres deltagerret, at friheden ikke må blive privilegium. Som rationalist mener Dahrendorf, at det vil kunne indses af ethvert menneske, som kan tænke uhildet, og at det princip må være kernen i den politik, der skal stabilisere samfundet i forandring. Stabiliseringen må naturligvis forankres, de vigtigste piller er repræsentativt demokrati, retsstat og borgerdeltagelse i foreningslivet. De to første er rammerne, det sidste saltet. Problemet i den globaliserende økonomi er, at demokrati kun kendes fra nationalstaten. EU er for eksempel ikke en demokratisk institution og har samfundsfagsnyt september 2008
Page 1 and 2: samfundsfagsnyt interview med di re
Page 3 and 4: ikke det største fag af gregers fr
Page 5 and 6: nyt fra fagkonsulenten af Bent fisc
Page 7 and 8: de mundtlige prøver til samfundsfa
Page 9 and 10: udviklingskurser om klima og samfun
Page 11 and 12: interview med di - for meget samfun
Page 13 and 14: interview med di - for meget samfun
Page 15 and 16: Det er også muligt, at kravet om t
Page 17 and 18: etsstat og retssamfund udspurgt gen
Page 19 and 20: etsstat og retssamfund dommerne ogs
Page 21 and 22: etsstat og retssamfund ver presset
Page 23 and 24: Der er stor forskel i karaktergenne
Page 25 and 26: endvidere vanskeligheder med forst
Page 27 and 28: kommentar til besvarelser Fællesde
Page 29 and 30: der og fastsætte overnationale lov
Page 31 and 32: fordi på trods af at de fleste er
Page 33 and 34: kan ses som regulator for ovennævn
Page 35 and 36: værdier og også i vid udstræknin
Page 37 and 38: der to forståelser af FNs rolle i
Page 39 and 40: og der skal sandelig ikke pilles ve
Page 41 and 42: Der er brug for en lighedsskabende
Page 43 and 44: generalforsamling i fals 2008 fra B
Page 45: anmeldelser Jørgen grønnegaard Ch
Page 49 and 50: temperaturstigningernes størrelse
Page 51 and 52: valgsprocessen i de to partier. Kla
Page 53 and 54: Bøger til anmeldelse Helt nye bøg
Page 55 and 56: det i praksis? Hvornår og hvorfor
Page 57 and 58: Bestyrelsen Bestyrelsen i fals form
Page 59: Afsender: samfundsfagsnyt Jon Ursko

Samfundsfagsnyt 171 - FALS

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?