You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
omerriget h~bv romerriget<br />
ning den ældre ty. ret og har haft afgørende<br />
indflydelse på den i Burgerliches<br />
Gesetzbuch af 1896 udformede ret. Den<br />
fr. Code civil af 1804 har den også påvirket<br />
stærkt. De nord. landes ret samt<br />
eng.-amer. ret er derimod i det hele upåvirkede<br />
af r.<br />
romerriget opstod, da bystaten Rom ved<br />
latinerkrigen 340-38 f. Kr. indlemmede<br />
autonome bystater i sit borgerområde.<br />
340-266 f. Kr. samledes hele I tal. S f. en<br />
linie fra Pisa til Rimini i et forbund under<br />
Roms ledelse, og Rom blev dermed Middelhavs-verdenens<br />
stærkeste stat, der 264-<br />
168 besejrede de andre stormagter (Karthago<br />
264-41 og 218-01, Makedonien<br />
200-196 og 171-168, Seleukideriget 191-<br />
189)og erobrede Sicilien (241), Sardinien-<br />
Corsica (238), Spanien (201-19 f. Kr.) og<br />
Posletten (200-180). Fra da af var Middelhavs-området<br />
i realiteten prisgivet<br />
Rom, og ekspansionen fortsatte (Karthago,<br />
Makedonien, Grækenl. 146, Pergamon<br />
133, Provence 121, Kilikien 102-<br />
64, Kyrene 95, Kreta 66, Bithynien,<br />
Syrien 64, Pontos 63, Kypern 57, Numidien<br />
46, Ægypten 30 f. Kr., Mauretanien<br />
42 og Thrakien 46 e. Kr.). Mod N<br />
havde Cæsar 58-51 erobret hele Gallien,<br />
Augustus føjede hertil et bælte af bolværksprovinser<br />
op til Donau (Rhætien,<br />
Noricum, Pannonien og Møsien 15 f.-8<br />
e. Kr.) og Claudius beg. 43 Britanniens<br />
erobring, mens endelig Trajan erobrede<br />
Dacien 107. Alle disse erobringer organiseredes<br />
som militært styrede provinser<br />
under konsuler, prætorer og proprætorer,<br />
idet dog fra Augustus alle militært vigtige<br />
provinser stod under kejserlige legater.<br />
- Indadtil afsluttedes plebejernes<br />
kamp for borgerlig ligeberettigelse med<br />
patricierne i 286, da plebisciterne fik<br />
lovkraft. En ny overklasse, nobiliteten,<br />
opstod af patricierne og efterkommerne<br />
af de plebejiske konsuler, og fra 230 beherskede<br />
denne nobilitet stort set valgene<br />
og blev dermed Roms regerende<br />
Romerriget i oldtiden. Maalcstok 1 : 36 000 000<br />
klasse til Cæsars sejr 48 f. Kr. Skellet ml.<br />
fattige og rige voksede ved krigene, der<br />
på den ene side skabte en talrig kapitaliststand,<br />
ridderne, og på den anden side<br />
forarmede bønderne, der i stigende grad<br />
blev besiddelsesløse proletarer. Tiberius<br />
Gracchus forsøg på at genrejse bondestanden<br />
133 f. Kr. indledte en revolutionær<br />
periode, der var præget af de store<br />
generalers overmagt over for nobiliteten<br />
og den republikanske forfatn. (Marius,<br />
Sulla, Pompejus, Cæsar).<br />
Ved borgerkrigene 49-31 f. Kr. brød<br />
republikken og nobilitetsvældet endeligt<br />
sammen og afløstes af kejserdømmet, der<br />
betød en regering af rigets øverste feltherre,<br />
støttet til en stærk hvervet hær og<br />
til byernes romaniserede overklasse, og<br />
som skabte to århundreders relative fred<br />
og velstand (pax Romana). Den romerske<br />
borgerret var efter et oprør af forbundsfællerne<br />
i hal. 90-88 blevet udstrakt til<br />
alle frie indbyggere S f. Po. I kejsertiden<br />
udvidedes borgertallet i voksende tempo,<br />
til Caracalla i 212 gav alle frie indb. borgerret.<br />
Rom og hal. træder efterh. tilbage<br />
som hovedlandet, i 1. årh. e. Kr. er det<br />
navnlig de romaniserede sp. og galliske<br />
provinser, der vinder bet., og i 2. årh.<br />
beg. det gr. Østen at gøre sig stadigt stærkere<br />
gældende. De første kejsere (Augustus<br />
31 f.-14 e. Kr., Tiberius -37, Caligula<br />
-41, Claudius -54, Nero -68 og Galba<br />
-69) tilhørte alle den gi. nobilitet, de<br />
næste (Otho -69, Vitellius -69, Vespasian<br />
-79, Titus -81, Domitian -96 og<br />
Nerva -98) var alle af hal. slægter, der<br />
havde gjort karriere i den første kejsertid,<br />
mens det 2. årh.s kejsere (Trajan<br />
-117, Hadrian-138, Antoninus Pius-161,<br />
Marcus Aurelius -180 og Commodus<br />
-192) alle var spaniere eller gallere. Rom<br />
havde i kejsertidens 1. årh. gradvis opgivet<br />
ekspansionen og nøjedes med at<br />
sikre det vundne ved stærkt grænseforsvar.<br />
Fra midten af 2. årh. beg. imidlertid<br />
stadige angreb på grænserne, først fra<br />
germanerne ved Rhinen og Donau, fra<br />
226 også af Sassanidernes Persien ved<br />
Eufrat. Angrebene krævede forøget forsvar<br />
og forøgede hærens bevidsthed om<br />
sin magt. Og da soldaterne efterh. rekrutteredes<br />
fra de kulturelt tilbageblevne provinsers<br />
bondebefolkning, kom den i<br />
fjendtligt forhold til byernes overklasse,<br />
der hidtil havde været dominerende.<br />
Fra 192 er det hæren, der indsætter<br />
kejserne, som ofte er mænd, der har tjent<br />
sig op fra geleddet, og tiden fra 192-284<br />
er i virkeligheden en stor social revolution,<br />
overfladisk kendetegnet af kampe<br />
ml. sådanne soldaterkejsere (Pertinax -193<br />
Didius Julianus -193, Septimius Severus<br />
-211, Caracalla -217, Macrinus -218,<br />
Heliogabal -222, Alexander Severus<br />
-235, Maximinus Thrax -238, Gordian<br />
3. -244, Filip -249, Decius -251, Valerian<br />
253-57 og Gallienus 254-68, Claudius<br />
Gothicus -270, Aurelian -275, Tacitus<br />
-276, Probus -282, Carus -283 og<br />
Carinus -284 foruden flere, der kun regerede<br />
ganske kort el. i begrænsede dele<br />
af riget). 1 lang tid truede riget med at<br />
bryde sammen, da fjenderne under de<br />
stadige revolutioner ikke mødte tilstrækkelig<br />
modstand, men 268-82 afværgede<br />
en række kraftige kejsere de værste angreb,<br />
og resultatet blev et stramt embeds-<br />
og soldatervælde under en nu helt<br />
enevældig kejser.<br />
Den nye ordning fæstnedes under kejserne<br />
Diokletian (284-305) og Konstantin<br />
1. d. Store (306-37), idet der indtil<br />
324 var adsk. medkejsere og 306-24 ofte<br />
borgerkrig. Kristendommen, der navnlig<br />
i 3. årh. havde bredt sig stærkt, krævede<br />
nu anerkendt plads i staten, Diocletian<br />
prøvede endnu at forfølge de kristne, men<br />
Konstantin bøjede sig og gjorde faktisk<br />
kristendommen til statens religion. Dette<br />
kristne bureaukratiske kejserdømme holdt<br />
endnu riget sammen indtil 395 (Konstantins<br />
sønner Konstantin 2., Constans 1.<br />
-350 og Constantinus 2. -361), Julian<br />
3832 3833 3834
Change language