EVALUERINGSRAPPORT - Dansk Arbejder Idrætsforbund

Stol på idræt 2005-2008
4 Evaluering af projektets kvantitative resultater
Ældremobiliseringen og Dansk Arbejder Idrætsforbund Side 36 af 128
Stol på idræt 2005-2008
4 Evaluering af projektets kvantitative resultater
Ældremobiliseringen og Dansk Arbejder Idrætsforbund Side 37 af 128
at rejse sig uden brug af armene er også relateret til en større dødelighed, hvilket er vist hos
danskere i halvfemserne (37), hvor dødeligheden i løbet af en 15 måneders periode var 60%
større i denne gruppe sammenlignet med dem, der kunne rejse sig uden brug af armene.
Funktionsbegrænsninger er formentlig et resultatet af mange forhold, hvor faktorer som akut
sygdomme, hjerte-kar lidelse, slidgigt, type 2 diabetes, rygproblemer og andre kroniske lidelser
formentlig spiller en væsentlig rolle ved siden af det aldersrelaterede tab af muskelmasse/
muskelstyrke. Spørgsmålet er hvilke faktorer, der har størst betydning for udvikling af funktionsevnetab.
8 års opfølgning af 70+ årige (gennemsnitsalder 78 år) viste, at manglende
evne til at rejse sig fra en stol og lavt fysisk aktivitetsniveau mere end fordoblede risikoen
for, at en ældre ikke kunne klare at gå i bad uden hjælp (23). Disse faktorer var, sammen med
den ældres manglende tiltro til at han/hun kunne klare at gå i bad, de mest betydningsfulde,
mens kroniske lidelser ikke havde nogen selvstændig betydning.
En øgning af projektdeltagernes fysiske aktivitetsniveau, som vist i dette projekt, kan således
have stor betydning for deltagernes grad af selvhjulpenhed, idet netop kombinationen
af nedsat mobilitet og fysisk inaktivitet er forbundet med en betydelig forhøjet risiko for
afhængighed og død 16 (27). Samtidig er det vist, at den beskyttende effekt af fysisk aktivitet
i forhold til en uafhængig tilværelse er størst hos ældre, der i forvejen har mobilitetsproblemer.
Mere fysisk aktivitet kan således have været en medvirkende årsag til at andelen af
projektdeltager, der modtog hjemmehjælp (praktisk bistand henholdsvis hjælp til personlig
pleje), ikke steg i projekt ”Stol på idræt”.
Talrige studier har vist, at styrketræning af svage ældre fører til forbedring i ganghastighed, stolerejsning
og trappegang (30,31,49). Der er således ingen tvivl om, at styrketræning har effekt
på funktionsevne målt ved fysiske funktionstest hos ældre med funktionsproblemer. På den
baggrund kan det virke mærkeligt, at der ikke var nogen effekt af den superviserede træning
på funktion målt ved CPF scale, specielt fordi projektdeltagerne angav, at de følte sig friskere,
til at gøre det, de havde lyst til. Resultatet svarer dog til, hvad man har fundet i en række andre
studier (32). Der kan være flere årsager til dette, fx at spørgsmål og svarmuligheder i CPF scale
er for unuancerede til at kunne dokumentere ændringer, eller/og at selvrapporteret funktion
ikke alene er betinget af fysisk funktionsevne, men også af psykosociale og andre faktorer.
30s- STS testen benyttes som et surrogatmål for muskelstyrken i benene. Selv om muskelstyrken
er den faktor, som har størst betydning for testresultatet, er dette påvirket af andre
faktorer som fx balance, ledsmerter og psykologiske faktorer (35). Hos ældre kvinder, som
var i stand til at rejse sig uden brug af armene, var præstationen i en stolerejsningstest reduceret
med 27% hos de 75-80 årige og med 38% hos de 80+ årige i løbet af 10 år (20). På den
baggrund ville man ikke forvente, at resultaterne i de objektive funktionstest var bedre efter
1-1½år end ved projektstart. At projektdeltagerne kunne fastholde en forbedret funktion i
36 uger efter endt superviseret træning (og i 62 uger hos en lille subgruppe) tyder på, at de
16 Data er justeret for alder, civilstand, uddannelse, kroniske lidelser, rygning og tidligere fysisk aktivitet
har ændret adfærd i retning af mere fysisk aktivitet (41). Talrige studier har nemlig vist, at
træningseffekten gradvist forsvinder efter træningsophør (33,34), og hos svage ældre synes
denne detræningseffekt at være endnu større (17).
Et dansk randomiseret kontrolleret studie har dog vist, at en øgning i maksimal muskelstyrke
og funktion som resultat af styrke- og funktionstræning kan vedligeholdes hos ældre med
kroniske lidelser 6 måneder efter afsluttet projektintervention (7). I dette studie fik deltagerne
i lighed med ”Stol på Idræt” tilbud om at fortsætte i et senioridrætstilbud efter afslutning på
superviseret styrke- og balancetræning. De gode resultater i ”Stol på Idræt” antages således
at hænge sammen med, at deltagerne i takt med den forbedrede funktionsevne blev mere fysisk
aktive, og at de efter endt superviseret træning blev opfordret til at deltage i organiseret
træning og fastholde det opnåede aktivitetsniveau.
Den superviserede træning medførte, at hovedparten af deltagerne reducerede tidsforbruget
i standard 2,45 m Up & Go testen, som vurderer balance og adræthed. Samtidig angav projektdeltagerne,
at deres balance var blevet bedre og at de var mindre bekymrede for at falde.
De følte sig desuden mere friske til at gennemføre det, de havde lyst til at gøre.
Man kan ikke udtale sig om årsagsforhold på baggrund af sammenhænge mellem bekymring
for at falde og selvrapporteret balance, objektivt målt balance, antallet af fald og fysisk aktivitetsniveau.
På den anden side kan disse faktorer have stor betydning for graden af fysisk
aktivitet, idet dårlig balance og bekymring for at falde ofte medfører, at ældre undgår aktiviteter
af frygt for at falde (14). I tillæg vil en reduktion i fysisk aktivitet oftest føre til nedgang
i fysisk formåen og dermed øge risikoen for at falde.
Resultaterne i ”Stol på Idræt” kunne tyde på, at en hel del af projektdeltagerne er kommet ind
i en positiv spiral, og dermed har fået overskud til at blive mere fysisk aktive.
Samlet set har den superviserede træning haft en positiv effekt på projektdeltagernes fysiske
funktionsevne hos de ældre, der kunne komme op af stolen uden brug af armene til hjælp.
Det samme gjaldt ikke hos de projektdeltagere, der var nødt til at bruge armene for at rejse
sig fra en stol. I denne gruppe var frafaldet meget stort og kun 9 personer gennemførte hele
projektperioden. Disse resultater kunne måske indikere, at det er vigtigt at tilbyde træning til
ældre før deres funktionsniveau er alt for lavt. Så er ”kroppen måske mere modtagelig”, som
en af projektdeltagerne, der ophørte med træning, udtrykte det. ”Stol på Idræt” har ikke haft
fokus på patologiske forhold (sygdomme), og der foreligger således heller ingen data vedrørende
forekomsten/fordelingen af kognitiv dysfunktion hos projektdeltagerne. Det kan ikke
udelukkes, at enkelte deltagere har haft kognitiv dysfunktion, og hos denne gruppe ældre er
der kun vist begrænset effekt af træning (26).
Resultaterne i ”Stol på idræt” skal fortolkes indenfor rammerne af projektdesignet. I hvor
høj grad resultaterne kan generaliseres til en større population af ældre vides ikke. En af
begrænsningerne i projektet er de ufuldstændige datasæt og frafaldet, som ”Stol på idræt”
projektet dog deler med mange træningsprojekter med 75+ årige svage ældre. I forhold til
mange andre studier er frafaldet dog lille, specielt i Esbjerg og Fredericia, hvilket muligvis