Specialet kan downloades her (pdf-fil 1MB). - Høreforeningen

2) Situationsbestemt ensomhed: Opstår ofte som følge af store og svære
livsbegivenheder som for eksempel at miste sin ægtefælle enten på baggrund af et
dødsfald eller på grund af en skilsmisse. Efter en kortvarig periode, hvor personen
er i nød, vil vedkommende acceptere tabet og bevæge sig væk fra ensomheden.
3) Forbigående ensomhed: Er den mest almindelige form og opstår lejlighedsvis i
personers hverdag som korte oplevelser af at føle sig ensom.
For at opridse ovenstående dimensioner, kan ensomhed altså anskues psykologisk ud fra, om den er
positiv eller negativ og, om kulturelle faktorer spiller en rolle. Herudover kan de personlige
faktorer, årsager og relationer inddrages i vurderingen af, hvorvidt en person kan betegnes som
værende ensom. Varigheden af følelsen af ensomhed kan ligeledes have en afgørende betydning.
Samtidig tillægges en filosofisk anskuelse om, at alle mennesker eksistentielt er alene en betydning.
Ensomhed omhandler for det enkelte individ, hvordan denne opfatter, oplever og evaluerer sin
ensomhed og mangel på kommunikation med andre mennesker (de Jong-Gierveld & Raadschelders,
1982).
Ifølge Hawkley & Cacioppo er ensomhed en alarmerende følelse, der følges af en opfattelse af, at
ens sociale behov ikke opfyldes af kvantiteten og i særdeleshed ikke kvaliteten af ens sociale
forhold (Hawkley & Cacioppo, 2010).
Ovenpå denne korte, generelle beskrivelse af ensomhed, vil jeg nu præsentere de teoretiske
indgangsvinkler til fænomenet.
4.4.3 Teoretiske indgangsvinkler til ensomhed
I en artikel fra 2005 understregede Karnick, at på trods af den store opmærksomhed som fænomenet
ensomhed modtager i sangtekster, film og poesi, og herudover det faktum at ensomhed er en
universel følelse, så manglede det på daværende tidspunkt en klar, teoretisk definition. Hortulanus
et al. (2006) benyttede Peplau & Perlmans (1982) artikel og kategorisering af de teoretiske tilgange
som grundlag for deres redegørelse for forskningen og teorien omkring ensomhed. Herudover er det
mit klare indtryk, når jeg har læst nyere artikler på området, at når det handler om teorien omkring
ensomhed, så er Peplau & Perlmans (1982) inddeling af de dengang eksisterende teoretiske tilgange
til klassifikation af ensomhed stadig relevant (Shiovitz-Ezra & Ayalon, 2010; Blazun et al., 2012).
40