Handlingsplan for fredning - Danmarks Naturfredningsforening

Det drejer sig særligt om:• fredninger med naturgenopretningsindhold• sikring af flere naturskovsarealer og andre bevaringsværdige skovtyper• fredninger, der skal forhindre yderligere nedbrydning af de kulturhistoriske levn i jorden• Sikring af kulturhistoriske sammenhænge i landskabet• Sikring af internationale beskyttelsesområder.Denne vurdering af de særlige fredningsbehov har vist sig at være rigtig. De fredningssager, der er rejst i denforløbne periode har således helt overvejende haft til formål at tilgode ovennævnte beskyttelsesinteresser.11.5 Den fremtidige prioritering af fredningsindsatsenDet er forudsat, at 1992-handlingsplanen tages op til revision efter 5 år. Det blev aftalt med DN, at en hel ellerdelvis revision af handlingsplanen skulle indgå det arbejde med en handlingsplan for forvaltningen af det åbneland, som blev igangsat i 1998 i et samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforeningog Amtsrådsforeningen.Arbejdet med en handlingsplan for det åbne land blev imidlertid efterfølgende integreret i det pågående udvalgsarbejdeom en national handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse (Wilhjelmudvalget). Enegentlig fremtidig revision af fredningshandlingsplanen vil formentlig skulle løses af Skov- og Naturstyrelsen isamarbejde med DN og ARF og ikke som en udvalgsopgave. Men Wilhjelmudvalget skal sikre, at dennerevision er baseret på udvalgets prioriteringsovervejelser m.v., da fredning må forudses at ville være et vigtigtinstrument i den samlede strategi for biodiversitet og naturbeskyttelse.Det er efter styrelsens vurdering afgørende for fredningernes fremtid, at fredningsarbejdet ikke foregår isoleretfra andre prioriteringsovervejelser, således at det undgår at have karakter af mere ad hoc prægede initiativer.Dette opnås blandt andet ved til stadighed at sikre enighed mellem fredningssagsrejserne om kriterierne forprioriteringen og emnerne for fredningsindsatsen.Som nævnt ovenfor har handlingsplanens kriterier for prioriteringen af fredningsindsatsen fungeret stort settilfredsstillende.Der kan alligevel være behov for at gennemgå de opstillede kriterier og fredningsemner samt for at overveje,hvordan fredningsinstrumentet kan integreres yderligere i en samlet afvejning af virkemidlerne inaturbeskyttelsen, og måske i den forbindelse foretage en nærmere analyse af, hvor fredningsinstrumentet ersærligt velegnet, alene eller i samspil med andre virkemidler.Der har ikke hidtil været tradition for at anlægge særligt strenge økonomiske betragtninger ved vurderingen affredningssagerne. Det skyldes dels en fundamental respekt for fredningsinstituttet, dels at erstatningerne indtilfor få siden altid holdt sig inden for det afsatte beløb på finansloven på et sted mellem 3 og 7 mio kr. årligt. I2000 har erstatningerne for første gang overskredet bevillingerne, og det må forventes, at de årlige udgifter tilfredningserstatning vil stige betydeligt fremover, særligt fordi fredningerne bliver stadig mere indgribende ogderfor mere kostbare.Dette har accentueret behovet for også på fredningsområdet at anlægge en strengere cost/benefit betragtning forat sikre, at fredningsmidlerne bliver anvendt hensigtsmæssigt og slår til. Det er derfor også af denne grund vigtigt,at samtlige fredningssagsrejsere, det vil sige Danmarks Naturfredningsforening, amterne, kommunerne ogSkov-og Naturstyrelsen, nøje overvejer behovet for en fredning set i forhold til omkostningerne og mulighedenfor at sikre værdierne på anden (og måske billigere) måde. Det kan i den forbindelse til tider være en overvejelseværd, om ikke det næstbedste – i form af mindre detaljeringsgrad eller geografisk udstrækning – vil væretilstrækkeligt.Fredningsnævnene og Naturklagenævnet har kun afvist ganske få fredningssager igennem tiden, hvilket bl.a.skyldes, at sagsrejserne har forstået at prioritere hvilke fredningssager, der burde fremmes. Der har imidlertid ide seneste par år været en tendens til en mere kritisk holdning til gennemførelsen af fredninger. Nævnene harsåledes afvist et stigende antal sager, hvor beskyttelsesbehovet kunne have været tilgodeset gennem planlæg-