Det færdige resultat

Hvordan skulle publikum kunne se mig, og samtidig stifte bekendtskab med mit
”store” talent når jeg ikke var inde på scenen for at udfolde mig.
Min selvtillid fejlede ikke noget i den forbindelse, men jeg blev så eddikesur, som
nu sådan en lille dreng kan blive det. Kunne de da ikke selv se, hvor stor en succes
det kunne blive, hvis verdens ”dygtigste” skuespiller Ole Hansen, blev placeret
midt på scenen, og gerne med et lysende spot på sig.
Jeg var virkelig arrig, og da de åbenbart ikke ville deres bedste, greb jeg to
syltetøjsglas der skulle bruges i stykket, og kylede dem i gulvet så voldsomt som
det var mig muligt, hvorefter jeg forlod gymnastiksalen i vrede. Lærerinden blev
også vred, og det var naturligvis på mig. Enden på historien blev, at jeg skulle
trække tæppet fra og for.
Sådan et syn kunne man tit opleve foran Victoria i Sorø’s 50’ere. En enorm lang
kø, der gik fra billetlugen, og nogen gange helt op til Torvet. Denne kø er dog ikke
til en film, men derimod til en gæsteoptræden, som der også kunne dukke op i
Victoria. I dette tilfælde drejede det sig om Nina og Frederik.