Det færdige resultat

Pludselig bliver der skruet op for radioen inde hos Maja, og lidt efter står hun i
stuen og bekendtgør at det i radioen forlyder, at nogen er ved at fjerne et køretøj
på Gudrunsvej.
Ferrarien, udbryder jeg og springer op fra sofaen som om der var sprunget en fjeder
under den, og går igen ud på køkkenaltanen. Maja havde ret. Der hvor Ferrarien
havde stået, var der nu helt tomt.
Betonen gav sig igen, så jeg undlod at vrikke for meget med den, og gik ind til
Peter Kent, samtidig med at Maja gik tilbage til sin radio. Skal du ikke ringe til
politiet så vi kan få deres hjælp til at fange skurkene, spurgte jeg Peter.
Næææhhhh, sagde han og trak på skulderen, den slags tager min far sig af. Jo men,
fortsatte jeg, inden du får fat i din far·kan Ferrarien være langt væk. Tror du
virkelig det, spurgte han og gik hen til telefonen der var·en gammeldags med
drejeskive. Jeg bekendtgjorde for Maja, at Peter Kent lige lånte telefonen. Derefter
skulle jeg lige tjekke altanens beton endnu engang.
Tilbage i stuen bekendtgjorde Ole Giber (nu var Peter Kent blevet til Ole Giber),
at politiet ikke kunne lede efter Ferrarier i telefonen, så de ville komme personligt,
da den måske på den måde ville være nemmere at snuse op.Vi tog hver en stol med
ud til døren, og satte os til at vente på politiet.
Lidt efter trådte uden videre en velvoksen mand ind af døren. Goddag, sagde han
og gav hånd, jeg hedder Kim. Han gik videre ind i stuen, satte sig på sofaen, og
råbte tilbage: Jeg er blikkenslageren. Javel, tænkte jeg som om det var det
naturligste af verden, at en blikkenslager satte sig ind i stuen. Så gik jeg igen på
køkken-altanen. Betonen virkede mere og mere skrøbelig, og jeg forudså at der
kunne ske grufulde ting med folk der gik nedenfor. Du må hellere se at ringe efter
muremesteren, råbte jeg til Maja og vupti, så vågnede jeg.